23948sdkhjf

Landets vejbyggere tror igen på fremtiden

Vejbygningssektionen i Dansk Byggeri glæder sig over flere anlægs- og infrastrukturprojekter - men med forbehold
Anlægsinvesteringerne er igen stigende med øget aktivitet hos blandt andet Banedanmark og Vejdirektoratet. Og det vækker glæde hos Dansk Byggeris Vejbygningssektion.

Vejbygningssektionens formand, adm. direktør Jesper Arkil, Arkil A/S, glædede sig på sektionens generalforsamling forleden over, at selv om branchen har haft barske tider nogle år, var der alligevel stor opbakning til generalforsamlingen, idet der var tilmeldt et rekordstort antal deltagere.

Sektionen kan glæde sig over, at der trods krise i store dele af byggebranchen er ret stor aktivitet på anlægsområdet. Udover Banedanmark og Vejdirektoratet har også mange forsyningsselskaber og de større byer store investeringer i gang.

Til gengæld besluttes der ikke mange nye projekter, og det giver anledning til bekymring blandt sektionens medlemmer.

På bestyrelsens initiativ vedtog generalforsamlingen Dansk Byggeris anbefalinger til ændringer af sektionens vedtægter, så der nu er mulighed for at tilknytte associerede virksomheder til sektionen.

Efter generalforsamlingen holdt transportminister Henrik Dam Kristensen (S) et indlæg om regeringens politik og planer for udbygning og vedligeholdelse af den trafikale infrastruktur.

Vedligehold af baner

Henrik Dam Kristensen sagde blandt andet, at vedligeholdelse af veje og baner er helt centralt for at kunne opretholde den høje mobilitet.

På den kapitalbevarende del har staten i de senere år gjort en særlig indsats for at indhente efterslæbet. Nu nærmer tiden sig, hvor Banedanmark og Vejdirektoratet skal videre i arbejdet, når de nuværende "forstærkede indsatser" udløber i 2013 og 2014. Det er regeringens politik at fortsætte den økonomisk mest optimale vedligeholdelsesindsats i de kommende år, så der ikke opbygges nye efterslæb. Et af de øvrige mål er at få elektrificeret mest muligt af jernbanenettet. Elektrificering gavner miljøet og giver en bedre og billigere drift. Med finanslov 2013 har regeringen bevilget 650 mio. kroner til at elektrificere mellem Køge og Næstved.

Efterfølgende var det mulighed for at stille spørgsmål til ministeren.

Ved de offentlige byggerier bliver der brugt meget energi på krav om praktikpladser, og Vejbygningssektionen understøtter i høj grad målet om at øge uddannelsesniveauet i branchen.

Transportministeren blev dog mødt med et forslag om, at bygherrerne i stedet burde stille krav til, at dele af arbejdet bliver udført af uddannet arbejdskraft. For i så fald vil praktikpladserne komme af sig selv, og krav om de rette kompetencer vil forebygge ulykker på arbejdspladserne og modvirke social dumping.

For store udbud

Et andet indlæg fra salen var, at de statslige bygherrer synes at forberede sig på at samle udbud af vej- og infrastrukturprojekter i så store aftaler, at de fleste af de hjemlige virksomheder afskæres fra at kunne byde på dem.

Dette giver store fordele til de udefrakommende virksomheder og dermed vil anlægsinvesteringerne ikke komme den hjemlige beskæftigelse til gode. Transportministeren tog overvejelserne til efterretning.

Vejbygningssektionen har 74 medlemsvirksomheder fordelt over hele landet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094