MesterTidendes redaktør fylder 60
Jens Finn Rasmussen er uddannet bygningskonstruktør fra Københavns Tekniske Skole i 1975. Han arbejdede i syv år som konstruktør på københavnske tegnestuer, indtil han i 1982 fik ansættelse som redaktør af fagbladene Bygge Nyt, Træ Nyt og Varme & Sanitets Nyt på forlaget Thomson Communications (Scandinavia) A/S. Herefter fulgte en stilling som redaktør af KontorBladet i Visholm Media A/S. Fra 1991 drev han selvstændig kommunikationsvirksomhed indtil han i 2000 vendte tilbage til Visholm Media som redaktør af fagbladet Dansk Teknisk Tidsskrift. Efter Aller Business køb af Visholm Media fik Jens Finn Rasmussen stillingen som chefredaktør på Mester Tidende.
Da Aller Business i 2009 ønskede at frasælge deres fagbladsdivision var Jens Finn Rasmussen en aktiv del af processen og var en overgang medejer af det nye selskab Danske Fagmedier A/S der købte de fem fagblade Licitationen Byggeriets Dagblad, Mester Tidende, Motormagasinet, Transportmagasinet og Nyhedsinformation.