23948sdkhjf

Krise koster lærepladser

Dansk Byggeri mener dog, at det er flot, at der trods krise blev indgået over 5.100 uddannelsesaftaler i byggeriet sidste år
Det gode historie er, at trods krise fik 5.147 lærlinge en læreplads i byggeriet i 2011, og det er lige så mange som året før. Den dårlige historie er, at 2.159 unge står i køen af praktikpladssøgende - det er cirka 400 flere end året før.

Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri, vælger den positive indgang.

- Det er godt, at man i en krisetid har været i stand til at opretholde antallet af uddannelsesaftaler i forhold til 2010 og faktisk få en pæn fremgang i forhold til 2009. Jeg synes, der er grund til at være tilfreds, siger hun.

Steen Boesen, uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F, er knap så positiv.

- Vi kan se et fald i antallet af lærlinge, som kommer til svendeprøve, og prognoserne viser, at det vil fortsætte. Hvis vi ikke uddanner i tide, kommer vi til at mangle arbejdskraft, siger han.

Partnerskaber

Er de ikke enige om, hvorledes de netop offentliggjorte praktikpladstal fra Børne- og Undervisningsministeriet skal vurderes, er de derimod enige om, at der er behov for at gøre en ekstra indsats for at få bygge- og anlægsvirksomhederne til at tage flere lærlinge.

- Der skal bestemt gøres en indsats. Der skal endnu mere fokus på det praktikpladsopsøgende arbejde, og her kan skolerne blive bedre. Samtidig skal vi have omsat partnerskabsaftalerne, ikke mindst med aftalen med BL, til at der kommer lærlinge med ved det almene boligbyggeri. Den tilsvarende aftale ved metrobyggeriet begynder at give de første uddannelsesaftaler, og partnerskaberne med kommunerne giver mange lærepladser, siger Louise Pihl.

Sociale klausuler

Steen Boesen og 3F mener imidlertid ikke, at frivillige aftaler alene kan bære indsatsen.

- Sociale klausuler skal bruges som løftestang til at få skabt det nødvendige antal lærepladser. Der skal de kommende år investeres milliarder i offentlige bygge- og anlægsprojekter, og det er kun rimeligt, at dem, der vil have andel i opgaverne, også påtager sig deres del af arbejdet med at sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Vi ser samtidig udenlandske underentreprenører og underlige virksomhedskonstruktioner på mange af de store opgaver. Man kan derfor frygte, at der ikke ansættes lærlinge, hvis det ikke bliver gjort til en betingelse i udbuddene, siger Steen Boesen.

Louise Pihl og Dansk Byggeri tror fortsat ikke på sociale klausuler.

- Det er symbolpolitik og giver få aftaler, siger hun.

Praktikpladsstatistikken fortæller i øvrigt som nævnt, at 2.159 var uden praktikplads til en af byggeuddannelserne ved årets udgang. Man skal tilbage til 2003 for at finde et tilsvarende højt tal ved et års udgang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095