23948sdkhjf

Ris og ros til finansministeren fra byggebranchen

Byggeriets arbejdsgiverorganisationer begræder finanslovens farvel til Boligjobordningen, mens BAT-kartellet glæder sig over millionbeløb til indsatsen mod social dumping
Der er hård kritik og en enkelt ros fra byggebranchens organisationer til regeringen for gårdsdagens finanslovsaftale, som er indgået med SF og Enhedslisten.

Dansk Byggeri kalder aftalen “meget symbolik, men uden grimme overraskelser til erhvervslivet" og ærgrer sig samtidig over et forventet farvel til Boligjobordningen.

- Vi håber nu på, at regeringen vil vise sig knap så nonchalant, når boligaftalen forhandles færdig. Her matcher behovet for renoveringer glimrende med behovet for øget aktivitet. Der er således behov for, at Christiansborg samler sig om at åbne adgangen til Landsbyggefondens midler og få øge renoveringsrammen, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri noterer sig desuden, at regeringen, Enhedslisten og SF fortsat har fokus på at sikre, at danske regler respekteres. Her har Dansk Byggeri et håb om en fornuftig prioritering af de ressourcer, der skal anvendes til kontrol via skat, politi og arbejdstilsyn.

- Vi skal konkurrere på fair vilkår, og heldigvis har arbejdsmarkedets parter også stort fokus på at få de åbne grænser på arbejdsmarkedet til at fungere tilfredsstillende. Men Dansk Byggeri vil opfordre til i højere grad at prioritere indsatsen ude på villavejene, hvor arbejdsmarkedet har sværest ved at holde justits med konkurrence- og arbejdsvilkår, siger Lars Storr-Hansen.

Negativ vækst

Også hos Tekniq havde man håbet på en finanslov, der kunne bidrage til væksten.

- I stedet indebærer finansloven negativ vækst i bygge- og installationsbranchen, Med finansloven forsvinder Boligjobordningen og samtidig sættes de offentlige byggeinvesteringer ned. Alene de to vedtagelser er direkte årsag til, at vi desværre får mindre at lave i bygge- og installationsbranchen i 2015, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen.

Det er også fraværet af Boligjobordningen, som afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, hæfter sig ved.

- Det er stærkt beklageligt, at regeringen, SF og Enhedslisten reelt har valgt at nedlægge flere tusinde job og flere hundrede lærepladser i byggeriet. Boligjobordningen har siden 2011 skabt aktivitet i byggesektoren og været den direkte årsag til, at flere tusinde reelle job er blevet bevaret, ligesom fradraget har sat virksomheder i stand til at tage flere lærlinge, end de ellers ville have kunnet, siger han.

Falder på et tørt sted

Omvendt positiv er BAT-Kartellets sekretariatsleder Gunde Odgaard. Det er især de 120 mio. kroner, som regeringen SF og Enhedslisten har afsat til indsatsen mod social dumping, som han fremhæver.

- De falder på et tørt sted. Der findes mange brodne kar i Arbejdstilsynet og Skat, og derfor er det kun ret og rimeligt, at der kommer flere ressourcer til at lave kontroller, da vi ved at det har en præventiv effekt, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094