Niras og C.F. Møller vinder rådgivning
Børnecenter på Rigshospitalet skal have bedre rammer
Juliane Marie Centret er Rigshospitalets center for børn, kvinder og forplantning, som rummer en række specialer fra graviditet og fødsel til sygdomsbehandling i alle livets faser.
Juliane Marie Centret er i den internationale elite, og målet er at være blandt verdens 10 bedste centre for børn, kvinder og forplantning.
Starter forundersøgelse
Region Hovedstaden starter nu en forundersøgelse, der skal afdække mulighederne for at opfylde denne ambition gennem etablering af nye og optimale rammer for centret. Formålet er at identificere mulige scenarier for at skabe et Nyt Juliane Marie Center, der kan tjene som et »center of excellence« for patient- og familie-centrerets behandling af kvinder og børn, hvor behandling og pleje er tæt integreret med forskning og uddannelse.
Målet er at samle alle behandlinger til børn i et optimalt miljø, der tilbyder en enestående ramme for hele familien i et ekstraordinært byggeri, der er på forkant i international henseende inden for arkitektur, logistik, drift, funktionalitet og bæredygtighed.
Tidligere opgaver
Niras er totalrådgiver på projektet med C.F. Møller som underrådgiver. Niras og C.F. Møller har gennem mange år ydet rådgivning til bygherrer og andre beslutningstagere i forbindelse med forskellige opgaver i sundhedssektoren, herunder en række af de store kvalitetsfondsprojekter, og samarbejder blandt andet aktuelt om bygherrerådgivningen på projektet Nyt Odense Universitetshospital.
Der er endnu ikke truffet beslutning om den endelige placering på Rigshospitalets grund.
Bygherrerådgivningen omfatter blandt andet lokalisering af byggefelt og konsekvenser heraf i forhold til nedrivning og genplacering af funktioner samt udarbejdelse af beslutningsgrundlag til funktionelt og teknisk byggeprogram,
Den samlede forundersøgelse skal foreligge i slutningen af maj 2015, og på baggrund af resultatet af forundersøgelserne vil der blive taget endelig stilling til hele projektets gennemførelse i løbet af sommeren næste år.