Mindsteløn på 170 kroner i timen
Blik og Rør foreslår løsning på strid, der har givet sammenbrud i overenskomstforhandlinger - arbejdsgiverne afviser det
Årsagen er en gammel bestemmelse i overenskomsten, den såkaldte værnebestemmelse. Den er ifølge arbejdsgiverne en konkurrencebarriere og ifølge fagforbundet en sikring imod social dumping.
Nu præsenterer Blik og Rør et forslag, som kan hugge den gordiske knude over. Forslaget vil betyde, at mindstelønnen reelt hæves til cirka 170 kroner i timen.
Det sagde forbundsformand Max Meyer torsdag i sin mundtlige beretning på forbundets kongres i Aarhus.
- Forslaget opfylder Tekniqs krav om, at en aftale indgået mellem en akkordholder ikke efterfølgende kan omstødes af forbundet ved hjælp af værnebestemmelsen. Forslaget sikrer samtidig, at det ikke på vvs-området er muligt at lave social dumping på løn, sagde forbundsformanden.
En modernisering
- Kort fortalt går forslaget ud på, at vi vil acceptere slumpakkorder, hvis såvel akkordholderen og virksomheden ønsker det, og hvis aftalerne bliver indgået under klare og tydelige betingelser, så akkordholderne ikke bliver taget ved næsen, for eksempel ved at alt tegningsmateriale og beskrivelser skal udleveres ved indgåelse af en slumpakkord. Arbejdsgiverne i Tekniq skal til gengæld for dette garantere en mindstebetaling på slumpakkorder på halvanden gange mindstelønnen, sagde Max Meyer.
Han fortalte kongressen, at en sådan aftale vil indebære, at Tekniq på den ene side kan indgå bindende aftaler med en akkordholder, og at Blik & Rør på den anden side som det eneste forbund i Danmark kan sikre sig imod social dumping uanset om svendene kommer fra Danmark eller Østeuropa.
En gennemførelse af forslaget vil betyde, at Tekniq skal garantere, at betalingen i forbindelse med en slumpakkord minimum bliver cirka 170 kroner i timen.
Max Meyer sagde, at det ikke har været nemt for Blik- og Rørarbejderforbundet at gå så langt, som forslaget er udtryk for. Han kaldte forslaget en modernisering af værnebestemmelsen, så den tager hensyn til både arbejdsgivere og lønmodtagere på et internationalt arbejdsmarked.
Arbejdsgivere afviser
Blik og Rør har netop præsenteret forslaget for Tekniq, som imidlertid afviser det.
- Det er urealistisk, at vi på vvs-området skal have en mindsteløn, der er 50 procent højere end andre brancher, vi kan sammenligne os med. Det vil gå ud over vækst og beskæftigelse, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, i en kommentar til Blik og Rørs forslag.
- Det er malplaceret at tro, at det at bygge hegn om en branche er løsningen på udfordringerne. Vi konkurrerer også med brancher og virksomheder, der er omfattet af andre overenskomster. Vi kan derfor ikke sætte vores mindsteløn uden hensyn til dem, vi konkurrerer med. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi fornyer og udvikler vores overenskomst, men en gennemførelse af forslaget vil være at skyde os selv i foden, siger Niels Jørgen Hansen.
Klar til at slås
I sin beretning slog Max Meyer fast, at hvis Tekniq vil slås" og ikke vil tage imod den fremstrakte hånd", vil de blive mødt af et kampberedt forbund.
Han noterede, at man efter sammenbruddet i 2012 havde ført hundredvis af sager, som normalt ville kunne klares med et telefonopkald.
- Derfor vil vi de næste tre år på ny lægge pres på Tekniq uden at genere vores egne medlemmer, sagde han.