23948sdkhjf

Hovedstadens fjernvarme bliver grøn

Hovedstadens fjernvarme kan være CO2-neutral i 2025, vurderer områdets fjernvarmeselskaber selv
Hovedstadsområdets sammenhængende fjernvarmesystem kan blive CO2-neutralt i 2025 og med god økonomi.

Det er konklusionen i en analyse, som tre fælleskommunale fjernvarmeselskaber har udarbejdet.

Målet kan nås gennem en omstilling af områdets store kraftvarmeværker fra fossile brændsler som kul, olie og naturgas til biomasse samt fortsat produktion af affaldsvarme. Analysen vurderer, at mellem 78 og 95 procent af hovedstadsområdets varme i 2035 kan produceres med biomasse og affald.

Det er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor), Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og Vestegnens Kraftvarmeselskab (Veks), der har udarbejdet analysen om omstilling til bæredygtig fjernvarme i 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Andre løsninger

Andre muligheder i arbejdet med omstilling til bæredygtig varmeproduktion er geotermi og solvarme. Ifølge analysen er teknologien endnu ikke så fremskreden, at der kan satses på disse muligheder.

Om geotermi hedder det, at det er en dyr løsning på grund af store anlægsinvesteringer, og fordi der ikke er mange danske erfaringer med store varmepumper til fjernvarme. Varmeselskaberne vil dog arbejde med demonstrations- og testanlæg for begge teknologier.

Om solvarme hedder det, at investeringer i solvarme til fjernvarme er billigere end individuel solvarme, men at placeringen kan være en udfordring blandt andet med hensyn til tilgængelighed og pris på jordarealer i nærheden af egnede fjernvarmeforsynede områder.

Det understreges, at der er behov for at undersøge både potentielle placeringer og værdien af solvarme i sommermånederne nærmere.

Det understreges også, at der er et stort økonomisk potentiale i at investere i varmelagre i hovedstadsområdet over de kommende 20 år. Næstre skridt er at finde passende lokaliteter for etablering af varmelagre i forhold til nettet samt plads til de tilhørende tekniske anlæg.

Biomasse i mange år

Sammenfattende hedder det i analysen, at det ikke er realistisk, at fjernvarmen kan blive CO2-neutral, uden biomasse spiller en væsentlig rolle i mange år.

Først frem mod 2035 vurderes det som realistisk at mindske forbruget af biomasse til fordel for andre “interessante teknologier" som varmepumper, solvarme, varmelagring og geotermi.

Udfordringen med biomassen er, at anvendelsen sker på et bæredygtigt grundlag.

Af analysen fremgår, at varmeselskaberne stiller bæredygtighedskrav til varmeleverandører og gerne ser, at der indføres internationale bæredygtighedskriterier - både for biomasse og for affaldsvarme.

100 år med fjernvarme

Fjernvarmen i hovedstadsområdet er ikke af nyere dato.

Den første fjernvarmeforsyning i form af overskudsvarme fra affaldsforbrænding blev etableret på Frederiksberg i 1903, hvor man valgte at brænde affald på grund af pladsmangel på byens lossepladser. Det nærliggende hospital og fattiggården blev de første varmeforbrugere.

Siden blev fjernvarmen udbygget med udnyttelse af overskudsvarme fra de i første omgang især oliebaserede varmeproduktionsanlæg. Fra 1970’erne steg tillige anvendelsen af affald til forbrænding, og det blev et krav til elproducenterne at udnytte overskudsvarmen.

Nu er fjernvarmen igen i færd med en stor omstilling - denne gang til vedvarende energi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125