Planloven kommer under et kritisk syn
KL og repræsentanter fra fem ministerier skal nu se på, hvordan planloven kan ændres, så den ikke forhindrer kommunale byggeprojekter
Derfor har Miljøministeriet samlet et udvalg af repræsentanter fra fem ministerier og Kommunernes Landsforening (KL) til at se på, hvordan planloven kan bidrage til at skabe mere vækst i kommunerne uden at det skader naturen og miljøet.
- Udgangspunktet er, at vi har en god og effektiv planlov, som sætter rammerne for, hvordan kommunerne kan planlægge. Men der kan være regler og måder at gøre tingene, som er uhensigtsmæssige, og som bremser kommunerne i deres udvikling. Administrativt bøvl med planloven skal ikke stå i vejen for kommunernes udvikling og vækst. Vi skal beskytte naturen og kysterne, men hvis der er tåbelige barrierer, skal de fjernes. Nu får vi et større eftersyn af planloven, som vil vise, hvor der kan laves forbedringer, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Udvalget skal bruge KLs eksempelkatalog "Barrierer for vækst i den fysiske planlægning" til at belyse områder af planloven, som kan ændres. Udvalget skal inden 1. marts næste år aflevere sine anbefalinger til miljøministeren, som efterfølgende vil følge om med eventuelle lovændringer.
Asfaltværk i landzone
Af kataloget med eksempler på, hvornår planloven har været i vejen for vækst, fremgår det blandt andet, at en gruppe borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune ønskede at etablere 12 boliger i en forladt, gammel landbrugsejendom. Borgerne ønskede at rive den gamle, nedslidte ejendom ned og bygge en ny, tidsvarende bygning på samme matrikel.
Natur- og Miljø-klagenævnets stramme praksis i forhold til at give tilladelser til "spredt bebyggelse i det åbne land" stod imidlertid i vejen for borgernes projekt og kommunen måtte derfor afvise gruppens henvendelse på trods af, at kommunen vurderede, at der var tale om en hensigtsmæssig anvendelse af ældre ejendomme, som ellers kan være vanskelige at udnytte.
Et andet eksempel er fra Holbæk Kommune, hvor asfaltfirmaet Colas har et asfaltværk, som ligger i en landzone. Colas ønsker at rive den gamle bygning ned og bygge et moderne asfaltværk samme sted, der på grund af den større kapacitet skal leve op til nogle strengere miljøkrav end det gamle.
Naturstyrelsen gør imidlertid indsigelse mod planlægningen, da styrelsen ikke tillader ny planlægning for erhverv i landzoner. Foruden sagerne fra Fyn og Holbæk er kataloget fyldt med eksempler på, hvordan initiativer, der har bred opbakning hos politikere, borgere og virksomheder, bliver forhindret på grund af det nuværende lovgrundlag.
Det mener KLs formand, Martin Damm (V), viser, at planloven trænger til en modernisering.
- KL har gennem længere tid peget på, at rammerne for kommunernes planlægning er utidssvarende. Derfor er det godt, at arbejdet med at kigge bredt på alle temaer, hvor vi begrænses af den nuværende lovgivning, nu er sat i gang. For eksempel skal vi se på kommunernes muligheder for at understøtte vækst i land- og kystzonen og på detailhandelsområdet, hvor vi mener, at der er behov for en forenkling af reglerne. Jeg vil sige, at vi skal tilbage til, at planloven igen bliver en rammelov, der giver kommunerne mulighed for at udøve rettidig omhu i udviklingen af de lokale potentialer og værdier, siger han.
Ingen skrivebordsøvelse
Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef, Torben Liborius, kvitterer for initiativet, som han mener lyder spændende.
- Vi ved, at der har været en række borgmestre, der har udtrykt ønske om mere frihed i forhold til egen byplanlægning. Det støtter vi kommunerne i. Planloven er begrænsende for kommunernes tiltag - ikke kun i byerne, men også i det åbne land. Det lyder derfor overordentligt fornuftigt, at man nu vil gennemgå planloven. Det afgørende bliver nu, at udvalget kommer ud i virkeligheden, så det ikke ender som en ministeriel skrivebordsøvelse, siger han.
De fem ministerier, der sammen med KL skal komme med anbefalingerne er Miljøministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Finansministeriet. Det første møde er afholdt.