Flere søger om realkreditlån
- Vi har set flere perioder med et højt antal lånetilbud i 2012. Mange låntagere har udnyttet rentefaldet til at få et tilbud på et realkreditlån med en lavere rente. Efter den høje aktivitet først på sommeren er antallet af lånetilbud faldet, men er dog fortsat højt i forhold til sidste år. Set over årets første ni måneder har antallet generelt været højt i 2012. Vi skal tilbage til 2006 for at finde et år med et tilsvarende højt gennemsnitligt antal lånetilbud, siger Ane Arnth Jensen, der er direktør i Realkreditrådet.
Private og virksomheder kan indhente lånetilbud hos realkreditinstitutterne, hvis de ønsker at optage et nyt lån, omlægge deres eksisterende lån eller optage et tillægslån. Antallet af lånetilbud viser derfor interessen for lånoptagelse og omlægning.