Der mangler argumenter for en revision
Når det så er sagt, er det befriende, at Bygherreforeningen finder anledning til at kommentere mine foregående debatindlæg. En forudsætning for at komme videre er jo netop, som jeg tidligere har efterlyst det, at parterne udveksler synspunkter.
At synspunkterne så er seriøse og relevante, vil unægtelig fremme processen, men det skal nok komme.
Jeg tror, det vil være hensigtsmæssigt at knytte et par kommentarer til indlægget fra Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang (Licitationen - Byggeriets Dagblad, 24/9-12, red.).
Han skriver blandt andet, at foreningen først blev stiftet i 1999 og derfor ikke kan tages til indtægt for det nuværende aftalesystem.
Argumentet forekommer en smule letkøbt, al den stund såvel private som offentlige bygherrer i rigt mål deltog i de foregående revisioner af aftaledokumenterne, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at læse de respektive betænkninger.
At de så ikke var organiseret i en forening ved navn Bygherreforeningen, ændrer vel ikke herpå. Hvis direktøren tilsvarende mener, at han efter en kommende revision (hvis, såfremt, i fald…), kan ændre foreningens navn og/eller sammensætning og herefter frigøre sine medlemmer for et medansvar for det opnåede resultat, er jeg bange for, at han gør regning uden vært.
Så skriver direktøren, at foreningen i afvigte forår har holdt to "velbesøgte workshops" om emnet.
Det er meget muligt, at foreningen internt har drøftet aftalesystemet og dets påståede mangler, men da foreningen på den nyligt afholdte høring, som Dansk Byggeri afholdt, blev anmodet om at fremlægge sine synspunkter, var der ingen af de nævnte "top 5"-punkter, der blev nævnt.
Om direktørens brug af metaforer blot dette:
Det er rigtigt, at jeg ikke har opdaget at sidde i en "rygende varm suppedas" ligesom jeg ikke i april forstod baggrunden for et bygherreudsagn om en aftaleplatform, der "står i lys lue".
Måske hænger de malende beskrivelser sammen med et ønske om at få indført nogle for bygherrerne forbedringer i aftalesystemet, som det er vanskeligt at argumentere sagligt for.
Men lad os for god ordens skyld se på de fem nævnte punkter.
1. Projektmangler. Med fare for at blive beskyldt for at gentage mig selv, tillader jeg mig at spørge om, hvor mange der tror, projekterne bliver bedre af, at vi ændrer nogle bestemmelser i det juridiske aftalesystem.
2. Præcision i forholdet til frister, ændringer og tid. Ingen kan være uenig i, at præcise aftaler af hvad art, de måtte være, er et gode, men det forekommer helt uklart, hvordan ændrede juridiske aftalebetingelser skulle kunne frembringe mere præcise aftaler end de nuværende.
3. Konfliktløsningsmodeller. Der er som bekendt aftalefrihed her i landet, så hvis parterne i stedet for voldgift, ønsker noget andet, kan det også med de nuværende standardaftaler aftales.
4. Særlige bestemmelser for nye samarbejdsformer og leverandørprojektering. Det forekommer lidt svært at gennemskue, hvad der ligger i ordene. Som bekendt hviler de nuværende standardaftaler på dansk ret, og det vil jeg tro også vil være tilfældet med en eventuel revision af standardaftalerne. Og det har hidtil ikke voldt hverken Voldgiftsretten eller andre retsinstanser uoverstigelige vanskeligheder at afgøre tvister omkring nye samarbejdsformer og/eller leverandørprojektering.
Men her nærmer vi os måske puddelens kerne. Hvis det, Bygherreforeningen ønsker, er et retssystem, som ikke følger dansk rets almindelige principper, så har vi et problem. Men det skal nok løses ved selvransagelse og ikke ved forhandling om ændringer.
5. Mangler, herunder ansvar for indirekte tab. Nu begynder vi at ane konturerne af de drøftelser, der skal foregå ved en eventuel kommende revision. Bygherreforeningen synes at mene, at hvis blot vi reviderer aftalesystemet, så vil alle deres ønsker blive opfyldt. Man overser tilsyneladende, at standardaftalerne er dokumenter, som byggeriets parter har forhandlet og på et tidspunkt blevet enige om som et fornuftigt, afbalanceret kompromis, som placerede ansvaret dér, hvor ansvaret efter sædvanlige regler er ifaldet og pålagde den part risikoen for det hændelige, som mest naturligt i den givne situation skulle bære risikoen.
Hvis Bygherreforeningen tror, at en markant ændring af ansvars- eller risikobestemmelserne kan gennemføres i en revisionsdrøftelse med de parter, som i givet fald skal bære det ansvar og de risici, foreningens medlemmer gerne vil befris for, så tror jeg, man er mere naiv end hidtil antaget. Der skal som bekendt to til tango.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at aftalesystemet er et juridisk dokument, som skal regulere de juridiske forhold mellem de parter - og kun dem - der har indgået den pågældende aftale.
På samme måde er der dokumenter, som regulerer parternes forhold omkring omfang og art af de ydelser, der indgår i det samlede aftaleforhold, det kan være ydelsesbeskrivelser, samarbejdsbestemmelser, tidsplaner etc.
Men at sammenblande den juridiske aftale med de øvrige dokumenter, hvilket tilsyneladende ligger i en række af de påberåbte argumenter, vil næppe bibringe det praktiske forløb af byggeprocessen nogen klarhed eller nedbringe antallet af projekterings- eller udførelsesfejl.
Så jeg efterlyser stadig seriøse og valide argumenter for en revision af det juridiske aftalesæt. Heller ikke et ønske om en bedre aftalesituation for den ene part er for mig et bæredygtigt argument.
