23948sdkhjf

Ingen let løsning på Storstrømsproblemet

Dansk Byggeri frygter, at Danmark kobles endnu mere af den rivende udvikling i jernbanedriften
Folketinget slipper ikke uden om en stor regning til en forbedring af Storstrømsbroen i forbindelse med anlægget af den faste forbindelse under Østersøen. Det fremgår af den seneste udgave af Dansk Byggeris nyhedsbrev Barometer, der peger på en voldsom stigning i godstogstrafikken gennem Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik blev der i andet kvartal 2011 kørt 1,84 millioner tons gods i transitkorridoren mellem Øresund og Padborg - den største mængde transitgods i et kvartal nogensinde og næsten en fordobling i forhold til andet kvartal i 2009. I forhold til 2006 er godstrafikken på jernbanen steget med 128 procent.

- Stigningen af gods i transit passer godt sammen med de politiske partiers mål, som de udmøntede sig i den politiske aftale om en grøn transportpolitik for nogle år siden. Og godsoperatørerne forventer også, at antallet af godstog i år vil nå op på omkring 60 i døgnet fra de 40-45, der var pr. døgn i 2011. Det er i sig selv en positiv udvikling, men for at kunne håndtere den i fremtiden, kræver det, at togene kan komme frem, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.

Et levn fra fortiden

Han peger på, at fra 2020 skal den faste Østersøforbindelse overtage rollen som transitkorridor fra ruten over Padborg, og gør opmærksom på, at analyser fra Banedanmark påviser, at Storstrømsbroen allerede i dag ikke kan klare de nuværende belastninger:

- Broen er dimensioneret til togdriften i 1930’erne, og selvom man har forsøgt at fremtidssikre broen, har normerne siden ændret sig væsentligt. Det samme har godstogenes størrelse og vægt. I dag skal der blandt andet regnes med tre gange så stor bremsekraft fra togene, hvilket broen ikke kan leve op til. Den overholder heller ikke de nugældende krav om bæreevne og udmattelsesstyrke. Endelig er samlingerne mellem broens forskellige fag også udformet uhensigtsmæssigt, siger Finn Bo Frandsen.

Fem løsningsmodeller

Finn Bo Frandsen afviser muligheden af at reparere på den nuværende bro, da det ikke er en holdbar løsning på sigt:

- Med byggeriet af Femernforbindelsen vil det svare til, at man bygger et højhus, men vælger kun at have elevator fra stuen til tredie sal og så igen fra sjette sal. Det går ikke, at Danmark kobles endnu mere af den rivende udvikling i jernbanedriften, der er i fuld gang i de fleste af EU-landene. Derfor må og skal Storstrømsbroen fremtidssikres, siger Finn Bo Frandsen og peger på fem mulige scenarier:

- Broen forstærkes og bevares som jernbane- og vejbro.

- Broen forstærkes og bevares som jernbanebro. Mulighed for nedlæggelse af vejforbindelsen på den eksisterende bro, da istandsættelse vil være dyr.

- Ny jernbanebro og opretholdelse af vej på den eksisterende bro.

- Ny kombineret vej- og jernbanebro. Nedrivning af den eksisterende bro.

- Ny jernbanebro og nedlæggelse af vejforbindelsen. Nedrivning af den eksisterende bro.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14