Byggenyt
skagen: Der ligger fire skitseforslag til, hvordan Skagen Museum skal udvides og renoveres.
De fire forslag er netop sendt i forundersøgelsesfase af plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Alle fire forslag er udarbejdet af arkitektfirmaet Friis og Moltke.
Baggrunden for renoveringen og udvidelsen er, at museet mangler plads. Der har været arbejdet på udvidelsen i flere år, men det oprindelige forslag blev skrottet af kommunen, som mente, at tilbygningen ville blive for stor og kompakt.
Projektet er budgetteret til 70 mio. kr.
region midtjylland
bjerringbro: Der skal indsamles 10-12 mio. kr. fra fonde, erhvervsliv og borgere, hvis et halprojekt til knap 22 mio. kr. skal realiseres, skriver Midtjyllands Avis.
Viborg Kommune har bevilget 10 mio. kroner. Resten skal hentes på anden måde, blandt andet gennem husstandsindsamling. Målet er, at hver husstand i byen bidrager med 500 kr.
Uden frivillige bidrag, kan halprojektet ikke realiseres.
region sjælland
vindinge: Boliger eller grusgrav. Det er spørgsmålet for et område nord for Vindinge i Roskilde Kommune.
Kommunen har netop sendt en lokalplan i høring for at bane vej for 50 nye boliger. Region Sjælland derimod har i sit udkast til råstofplan lagt op til, at området på sigt bliver til grusgrav.
Der holdes borgermøde om områdets fremtid 16. februar på Vindinge Skole.
roskilde: Roskilde Festival Højskole er kommet et skridt nærmere realisering på Musicon-grunden. Roskilde Kommunes økonomiudvalg har enstemmigt imødekommet, at højskolen bliver fritaget for grundskyld. I forvejen har kommunen foræret højskolen en byggemodnet byggegrund på Musicon. Den har en værdi af cirka 12 mio. kr. Sidste år bevilgede kommunen derudover 10 mio. kr. til byggeriet, der totalt ventes at koste omkring 93 mio. kr.
Projektet er dog ikke på plads endnu. Højskolens forstander Jesper Øland-Elkjær siger til Dagbladet, at højskolen er i dialog med en række fonde, der skal overtales til at bidrage til finansieringen. Han skal skaffe et tocifret antal millioner kroner i løbet af det næste halve års tid".
Efter planen skal der være byggestart i 2013 og indvielse i 2014.
køge: TK-Energi vil opføre et forgasningsanlæg på Køge Havn. Anlægget skal efter planen omdanne 12.000 tons slam og affald til gas, som vil være nok til at opvarme 1000 husstande.
Anlægget kræver en række miljøgodkendelser, som Køge Kommune ifølge Dagbladet er positive for at give.
region hovedstaden
humlebæk: Det bevaringsværdige Slettenhus i Humlebæk nær Sletten Havn ønskes ombygge fra kontorer til boliger.
Det kræver en lokalplanændring, som Fredensborg Kommune ifølge Helsingør Dagblad er villig til at kigge på. Kommunens plan- og miljøudvalg vurderer, at boligerne vil bidrage positivt til lokalmiljøet.
Arkitekterne AI-Gruppen har for ejerne udarbejdet en plan, som vil give 14 boliger, hvor af de fem skal opføres i en ny fløj.