Kommune går private i bedene med tilbud
Danske Anlægsgartnere har indberettet Frederikshavn Kommune for Tilsynsrådet, fordi man tilbyder private at udføre grønt arbejde
Et konkret eksempel fra Frederikshavn Kommune dokumenterer, at kommunen har sat den unfair konkurrence i system. Landsformand Ejvind Røge vil tage emnet op på den kommende generalforsamling i Danske Anlægsgartnere, idet han siger:
- Hvis dette fortsætter, bliver vi nødt til at få sagen afgjort - om nødvendigt ved domstolene. Det kan simpelthen ikke fortsætte på den måde. Landets anlægsgartnere har et rigtig godt samarbejde med rigtig mange kommuner rundt om i Danmark. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det skal være så svært i Frederikshavn.
Tilbud om havearbejde
Baggrunden er, at helt tilbage siden 2007 reklamerede kommunen overfor sine borgere, at den udfører havearbejde for private.
Det blev allerede dengang påpeget af jurister, at det er i strid med kommunalfuldmagten, idet kommuner ikke må bruge skattekroner til at udkonkurrere private. Men ikke desto mindre er kommunen fortsat, idet man den dag i dag udfører for eksempel græsslåning for private boligselskaber. Anlægsgartnerne i Nordjylland føler, at kommunen "tager brødet ud af munden" på dem, fordi kommunen dels ikke kan gå konkurs, og dels har et skattebetalt sikkerhedsnet under sig.
Eksperter i forvaltningsret har påpeget, at kommunens praksis er ulovlig. Det er lovligt at bruge midlertidig overskudskapacitet på at løse opgaver for private, hvis der er tale om områder, hvor kapaciteten skal være til stede, men ikke altid bruges fuldt ud.
- Det er tydeligt her, at kommunen har indrettet sine ressourcer på at skulle udføre arbejde for private. Der er derfor ikke tale om midlertidig overkapacitet.
Danske Anlægsgartnere har ellers generelt oplevet en støt stigende interesse for kommunale udbud af grønne driftsopgaver.
Der er i fællesskab med "Kommunale Natur- og Parkforvaltere" og "Københavns Universitet, Landskab" udarbejdet specielle udbudsværktøjer og beskrivelser af driftsstandarder, som gør samarbejdet mellem offentlige og private nemmere.
- Vi forventer i det nye år at få en afgørelse fra Tilsynsrådet, som vil give os medhold. Hvis kommunen ikke ændrer adfærd, bliver vi nødt til at gå til domstolene. Frederikshavn Kommune har desværre været helt ubøjelige i denne sag, siger han.
Gammel aftale
I Frederikshavn siger centerchef for Vej & Park i Frederikshavn Kommune, Erik Pedersen:
- Det er en gammel sag, som nu ligger hos Tilsynsrådet, og aftalen om græsslåning er lavet før min tid, hvilket vil sige før 2004, siger han til Licitationen.
På det direkte spørgsmål om denne praksis fortsætter og hvorvidt der er andre aftaler med private, svarer han:
- Der slås jo ikke græs om vinteren.
Han ønsker i øvrigt ikke at kommentere den konkrete sag, så længe den verserer i Tilsynsrådet.