23948sdkhjf

Uddannelse som driver for udvikling

Uddannelse for bygherrer fejrer 15 års jubilæum og oplever fortsat stor succes
"Er din viden som professionel bygherre opdateret?", spurgte Byggecentrum i et brev i december 1998, og fortsatte: "Hvis dit svar er ja, kan du trygt gå videre til dagens næste opgave. Hvis dit svar er måske eller nej, så er det en god idé at læse videre".

Hvis man læste videre fik man information om et nyt tiltag i form af en række kurser for landets bygherrer og deres rådgivere samlet under navnet BygherreUddannelsen.

Og så mange har siden da valgt at læse videre, at uddannelsen nu kan fejre sit 15-års jubilæum. Uddannelsen er et af de bæredygtige initiativer fra det daværende Boligministeriums handlingsplan i 1998.

Byggecentrum gennemførte i årene 1998 til 2004 disse uddannelses-aktiviteter om bygherrens centrale kompetencer under navnet BygherreUddannelsen. I alt fulgte cirka 500 kursister kurser i denne uddannelse – og flere fulgte mange af de indlagte kurser.

I 2005 blev uddannelsen samlet i forløb på i alt 10 kursusdage og samtidig skiftede uddannelsen navn til BygherreKompetencer, der siden har kørt med fulde huse.

Baggrunden for uddannelsens succes er blandt andet den voksende erkendelse af bygherrens betydning for byggeprocessen og dermed for de fysiske omgivelser.

Samtidig skærpes kravene til bygherren også ikke mindst fra brugerne.

- Den (uddannelsen, red.)imødekommer til stadighed de stigende krav, som bygherren og virksomhederne stilles overfor. Bygherren er byggeprocessens omdrejningspunkt nu som for 15 år siden - og kravene til bygherrens rolle er vokset. Markante krav kommer fra dialog med brugerne, nye krav om bæredygtighed, udbuds- og organisationsformer, IKT, byggepladsens sikkerhed, driftsforhold og totaløkonomi - fortæller ekstern lektor Ib Steen Olsen, DTU Management Byggeledelse, som har været drivkraften bag uddannelsen i alle dens femten år.

Baseret på dialog

Uddannelsens indhold har ændret sig betydeligt gennem årene.

Der er naturligvis fortsat fokus på emner som programmering, organisering, udbud og kvalitet, men der er kommet mange nye vinkler til. Eksempler er værdibaseret byggeproces, nye organisations- og udbudsformer, bedre samarbejde, nye evalueringsformer, bæredygtighed og miljø, IKT og BIM. Uddannelsen stræber efter at være med til at drive byggeriet fremad ved at tage fat i både det gængse "pensum" for bygherrer og de mest fremadskuende aktuelle temaer:

- Vores styrke er, at vi baserer uddannelsen på en dialog med en bred kreds af byggeriets virksomheder og kompetente nøglepersoner. Det betyder, at uddannelsen tager fat på det, der reelt optager målgruppen netop nu – og det, der kommer til at få betydning i den nærmeste fremtid, siger projektleder Lars Tangaa-Andersen, der hos Byggecentrum har ansvaret for uddannelsen.

Uddannelsesleder Jeppe Blak-Lunddahl fra rådgivningsvirksomheden Emcon uddyber:

- Som byggeriets beslutningstager har bygherrerne et stort ansvar i ethvert bygge- eller anlægsprojekt. Erkendelsen og varetagelsen af bygherrens rolle er således afgørende for både processen og det færdige resultat, der skal tilfredsstille krav og ønsker hos mange interessenter, herunder blandt andet myndigheder, brugere og investorer.

Næste sæson indledes marts 2014 – og er allerede atter udsolgt. Der arbejdes på at oprette endnu et hold i 2014/15.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125