Byggeriets spilleregler er forældede
Enig bygge- og rådgivningsbranche er klar til at gå i gang med at ændre både AB92, ABR og ABT
Men i det samme forløb forventes også ændringer i aftaleanvisningen til rådgiverområdet, ABR89, og i forbindelse med totalentrepriser i ABT93.
- Systemet har spillet fallit. AB92 holder ikke længere. Den passer ikke længere til byggeriets roller, sagde adm. direktør i Hoffman A/S, Torben Bjørk Nielsen på en høring om aftaltesystemet i onsdags.
Og det var vel en meget god overskrift på onsdagens møde om emnet, selv om en række af de fremmødte nok ikke ville formulere sig helt så skarpt.
På AB-mødet i København var hele 150 personer fra myndigheder og byggebranchen mødt op.
Alle var der
Dagen var arrangeret af de store interessegrupper på området; Dansk Byggeri, Danske Ark, Bygherreforeningen, BAT-kartellet. Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Tekniq. De samme organisationer, der også er samlet i Værdibyg, der skal fremme innovationen i byggeri.
Og mødet viste, at der var en bred enighed, om at aftalesystemet ikke er tidssvarende og bør revideres.
Torben Bjørk Nielsen fra Hoffmann var i sit indlæg meget markant omkring, hvad der mangler at blive taget højde for, og at også det dømmende system i voldgiftsnævnet trænger til en opdatering via en AB-revidering, da nævnet arbejder alt for langsomt.
Men den grundlæggende konsensus i forsamlingen var, at byggeriets udvikling i de seneste år er løbet fra reglerne, og at byggeriet er et helt andet sted nu, end da regelsamlingen, og retningslinjerne blev formuleret.
Bedre byggeri
Formand for Bygherreforeningen, Lars Ole Hansen, glæder sig til, at der nu sker nyt, som ifølge ham kun kan føre til et bedre produkt for bygherrerne.
- AB92 er umoderne og svær at bruge i dag, da samarbejdsformen og ansvarsfordelingen er anderledes. Der eksisterer helt nye former for samarbejde som OPP, partnering og ESCO, der af tidsmæssige årsager, ikke er taget højde form, da man ikke kendte dem, da AB blev formuleret. Samtidig har byggeriet udviklet sig ved, at stadig flere leverandører påtager sig ansvar. Vi bliver nødt til at finde frem til nogle nye retningslinjer, der kan anvendes i praksis i dag og i fremtiden, sagde Lars Ole Hansen blandt andet.
Og der var bred enighed til det budskab. Og der var også opbakning til, at der i fremtiden skal tænkes i nye former for konfliktløsninger i stedet for, at voldgiftsnævnet- og retten hver gang skal starte deres tunge maskineri ved selv små uoverensstemmelser i en byggeproces eller ved uenighed om bygningsansvar.
Endelig sagde Lars Ole Hansen, at der også i den nye AB skal være mulighed for at kunne skaffe sig af med hyrede firmaer, der ikke "opfører sig ordentlig" i forbindelse med blandt andet arbejdsmiljø.
Den sidste del blev dog ikke modtaget med større b gejstring af salen.
Baggrunden for, at AB92 skal diskuteres lige nu er, at Mogens Hansen, der er tidligere direktør i Dansk Byggeri, og nu konsulent i DI, der har MT Højgaard som det eneste større entreprenørmedlem, skrev en kronik om sagen i Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Her foreslog han, at en tiltrængt revidering skulle sættes i gang snarest.
Det har dog længe ligget i kortene, at AB92 skulle ændres inden længe flere kalder den allerede for AB12.
Men udmeldingen fra DI gav en del modstand hos Dansk Byggeri, som i efterfølgende kronik fra juridisk afdelingschef i Dansk Byggeri, Henrik Fausing, sagde, at det ikke var lige nu, at AB skulle diskuteres, da der er en række kommende EU-regler om det nye udbudsdirektiv, som man bør vente på.
Og den holdning har Dansk Byggeri faktisk stadig, men AB-toget kan ikke stoppes nu, og derfor er de også klar til at agere nu.
EU skal med
- Der er mange styrker i den eksisterende AB92, men der er også svagheder med blandt andet de nye samarbejdsformer, som den ikke tager højde for. Så der skal ske nogle ændringer, men vi skal nå at have de kommende EU-regler indarbejdet, sagde direktør i Dansk Byggeri, Peter Stenholm.
EU har lovet, at det nye udbudsdirektiv er klar i slutningen af 2012.
Men alt i alt er branchen nu enige om, at AB92 skal ændres, men præmissen, tid og udførsel skal først afklares.
Der var et forslag om at oprette et sekretariat med en markant leder.
Intet er dog besluttet, men der forventes en mere formaliseret køreplan i løbet af nogle måneder.