23948sdkhjf

Lego-familien køber legepladser

Familiens investeringsselskab har købt 25 procent af aktierne i en af verdens førende producenter af legepladser, danske Kompan
Familien bag legetøjskoncernen Lego kigger nu også mod verdens legepladser. Kirk Kapital, som er Lego-familiens investeringsselskab, har købt 25 procent af aktierne i danske Kompan, der er en af verdens førende producenter af udendørs legepladser og legeredskaber. Sælgeren er pensionsselskabet PFA.

- Med Kirk Kapital bibeholder vi set-up'et med en dedikeret, langsigtet og kapitalstærk aktionær, som deler vores strategiske mål for Kompan. Vi arbejder konstant på at styrke Kompans konkurrencekraft, så vi kan blive ved med at vokse ved at lancere nye innovative produkter, ved at vinde markedsandele i eksisterende markeder og ved at gå ind i nye markeder. Kirk Kapitals indtræden i ejerkredsen fastholder vores grundlag for den indsats, siger Kompans bestyrelsesformand, Christian Dyvig, i en pressemeddelelse.

Intelligent leg

Kirk Kapital har lagt vægt på, at Kompan udvider grænserne for intelligent leg og læring.

- Kompan er en veldrevet virksomhed med en stærk forretningsmodel og en veldokumenteret evne til at skabe vækst ved hele tiden at udvide grænserne for intelligent leg og læring. Kompan matcher vores investeringsfokus perfekt, og virksomheden har et stort potentiale for at vokse. Det potentiale ser vi frem til at være med til at udfolde, siger direktør Bjarne Ammitzbøll fra Kirk Kapital i pressemeddelelsen.

Stiftet i 1970

Kompan havde i 2013 en omsætning på cirka 1,3 mia. kroner og et driftsresultat på 163 mio. kroner.

Omsætning og indtjening er øget i 2014, hvor Kompan har vundet markedsandele i Europa og fortsat sin ekspansion i Asien og Nordamerika.

Kompan, som blev stiftet i 1970 og har godt 750 ansatte, afsætter sine produkter til blandt andet skoler, offentlige parker og forlystelsesparker i mere end 60 lande. Virksomheden har hovedsæde i Odense og kontorer i 29 lande i Europa, Nordamerika, Australien og Asien.

Familien Dyvig forbliver uændret hovedaktionær i Kompan med 59 procent af aktierne, og de øvrige aktier ejes af adm. direktør Connie Astrup-Larsen, supply chain direktør Jesper Egelykke Jensen samt andre ledende medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094