23948sdkhjf

Sneen tærer ikke for meget på saltet

Der har været en øget efterspørgsel på salt efter, at sneen har ramt Danmark, men kunderne er generelt godt forberedte, lyder det fra dansk saltleverandør
Der har været lidt mere at se til for saltleverandørerne de seneste dage, men ikke så meget, at det ikke har været til at følge med.

Sådan lyder det fra Jens Jakob Larsen, country manager hos GC Rieber Salt, der leverer omkring en fjerdedel af saltet til de danske veje.

- Vi har uden tvivl kunnet mærke, at sneen er faldet, men kunderne har været godt forberedte, og de snemængder, vi har fået, har ikke været så voldsomme. Det er gået stille og roligt, siger Jens Jakob Larsen og påpeger, at saltlagrene er blevet fyldt godt op til jul.

Hos Vejdirektoratet nikker man genkendende til, at sneen har betydet lidt ekstra aktivitet, men her afviser man også stor travlhed.

- Vi har selvfølgelig været ude og køre sne og salte, men vi har oplevet værre situationer end nu, siger vagthavende hos Vejdirektoratet, Jakob Riis.

16.158 ton salt

Statistik fra Vejdirektoratet viser, at der indtil nu er blevet brugt 16.158 ton salt på statsvejene i sæsonen 2014-2015, og Jens Jakob Larsen vurderer, at godt en tredjedel er blevet brugt den seneste uge.

Han fremhæver desuden, at der er faldet nogle genbestillinger hos GC Rieber Salt fra såvel private entreprenører som offentlige kunder - især i Østjylland, Vendsyssel og på Sjælland.

- Det betyder meget for forbruget, om der er sne eller ikke sne, siger han.

Og i Vendsyssel er der netop faldet en del sne - op til 15 cm flere steder, oplyser Søren Ulrik Sørensen, der er direktør for Vrå Maskinstation.

- Vi har haft travlt de seneste dage, siger han og understreger, at medmindre vejrudsigten ændrer sig fra tøvejr og går over til snevejr, vil de geare ned igen.

- Det får den betydning, at vi godt kan få en dram nytårsaften uden at skulle op tidligt dagen efter, lyder det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094