Anlægsnyt
KYSTSIKRING - hEJLSMINDE: Teknik- og Boligudvalget i Kolding Kommune vil nu kystsikre Havnevej i Hejlsminde. Udvalget beder deres embedsmænd i by- og udviklingsforvaltningen om at udarbejde et projektforslag til akut kystsikring langs cirka 140 meter af Havnevej for cirka 800.000 kr, skriver Jydske Vestkysten.
Kystsikringsprojektet er bragt på politikernes bord af en række foreninger og interessenter i Hejlsminde, som arbejder med flere projekter langs kysten. Der er således ønske om blandt andet en udvidelse af Hejlsminde Lystbådehavn og opholdsmuligheder langs kysten.
REGION SJÆLLAND
CYKELSTI - LEJRE: Roskilde og Lejre kommune får et tilskud fra statens cykelpulje til etablering af en længe ønsket cykelsti langs Ledreborg Allé. Tilskuddet er på tre mio. kr. Beboerne på alléen har i lang tid efterspurgt en cykelsti på strækningen.
CYKELBANER - RINGSTED: Ringsted Kommune har med baggrund i Trafiksikkerhedsplanen besluttet at forbedre forholdene for cyklister i Sct. Bendtsgade.
Ombygningen omfatter følgende afmærkning af brede kantbaner fra krydset ved Nordre Ringvej til umiddelbart efter krydset ved Amtsstue Allé, og arbejdet forventes udført i perioden august september.
REGION HOVEDSTADEN
klitter - HORNBÆK: Hvis det står til Jørgen Grumstrup, der er formand for Lokal Samvirke, skal det meste af klitarealet langs Øresundvej i Hornbæk graves fri, så man i fremtiden kan kigge ud over vandet og se Sverige, skriver Helsingør Dagblad.
Han har sammen md handelsstandsforeningsmedlem Lise Bertram og turistforeningsmedlem Åse Kjær udarbejdet et forslag herom og fremsendt det til Helsingør Kommune.
Jørgen Grumstrup mener, at etablering af en strandpromenade, hvor man kan se ud over vandet, vil give Hornbæk et kæmpe løft.
Forslaget omfatter da også andre elementer end bortgravning af klitterne, så som et bredere fortov, cykelsti, og forbedrede muligheder for udeservering.