23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

GENTOFTE: Et forslag til lokalplan for Garderhøj Fort i Gentofte er fremlagt til offentlig høring. Lokalplanområdet ligger både i Lyngby-Taarbæk og Gentofte kommune, og lokalplanen omfatter det areal, der ligger umiddelbart omkring Garderhøj Fort.

Lokalplanens formål er, at fastlægge områdets anvendelse til offentligt formål, rekreation og formidlingscenter. Formålet er også at sikre det fredede fortidsminde, områdets særlige kulturhistorie og de rekreative kvaliteter.

Der afholdes orienterende møde om forslaget den 3. september, og høringsperioden løber frem til den 7. september.

REGION SYDDANMARK

STRIB: Middelfart Byråd har vedtaget at sende forslag til lokalplan 142 med tilhørende kommuneplantillæg i offentlig høring. Planforslaget omfatter et område, der ligger ved Strandvejen og Møllebakken i Strib.

Baggrunden for planerne er et ønske om at indpasse en dagligvarebutik i området. Planerne muliggør således etablering af en butik på 1.000 kvm.

Planforslagene er i offentlig høring frem til 29. august.

VISSENBJERG: Det nu hedengangne Vissenbjerg Rådhus kommer snart til atter at summe af liv. På byrådsmødet den 27. juni accepterede politikerne nemlig et tilbud fra Boligselskabet Vissenbjerg om at købe dele af Rådhuset. Nærmere betegnet den fløj, der vender ud mod parken, med henblik på at etablere seks almene familieboliger.

Samtidig arbejder Assens Kommune for at skabe en helhedsløsning for den resterende del af bygningen. Borgerforeningen tilbydes således en fast aftale om leje af den gamle byrådssal, kantinen samt køkkenet.

I forbindelse med den kommende budgetaftale for næste år er der desuden udarbejdet en såkaldt anlægsblok, der flytter Vissenbjerg Bibliotek samt Lokalhistorisk Arkiv til Rådhuset.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Investeringsselskabet KFI og Herning Kommune har gennem længere tid samarbejdet om at realisere opførelsen af et indkøbscenter på Smedegades Parkeringsplads mellem gågaden og Banegårdspladsen i Herning, som også omtalt flere gange i disse spalter.

Efter et langt og grundigt forarbejde har parterne nu konkluderet, at de økonomiske forhold i samfundet i almindelighed og detailbranchen i særdeleshed ikke harmonerer med at investere i det planlagte butikscenter, der derfor er opgivet. Men selv om det for nuværende ikke lykkes at etablere et stort bycenter, forlader KFI og Herning Kommune ikke hinanden. Parterne er enige om, at man i fællesskab nu vil prøve at gå andre veje for at tilføre området omkring Smedegades Parkeringsplads nyt liv og nye funktioner, som også kan være med til at styrke Herning Bymidte.

ODDENSE: Godt 100 Oddense-borgere og lokale virksomheder har spyttet i kassen til et nyt halbyggeri i byen. Der er i alt samlet 1,1 mio. kroner ind lokalt til udbygning og renovering af Oddense Hallen, som selv har en halv mio. kroner at gøre godt med.

Arbejdsgruppen bag halprojektet går nu med gårdejer Alfred Brunsgaard i spidsen i gang med at søge diverse fonde om støtte til det 6,8 mio. kr. dyre projekt. Man satser på at opføre en tilbygning på 500-600 kvm til hallen, og det er planen at gå i gang med at bygge næste år.

RINGKØBING: Efter sommerferien spiller RIF’s førstehold i anden division og i den forbindelse skal publikumsfaciliteterne rykke et niveau op. RIFs bestyrelse er derfor i fuld gang med at kigge på nye tribuneforhold, skriver Ringkøbing-Skjern Dagblad.

Der kigges mere konkret på et forslag fra Scan Plast ved Mejrup, som skal bygges i et compositmateriale, der er at sammenligne med glasfiber, så det vil være vedligeholdelsesfrit.

Der er mange ting, der skal falde på plads, men bestyrelsen håber på at tribunen kan være en realitet i april måned næste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105