Byggenyt
SLAGELSE: Slagelse Boligselskab går næste forår i gang med en større renovering af to afdelinger på Grønningen og Slotsvænget i Slagelse.
Sammenlagt er det et renoveringsprojekt til 190 mio. kr., og der lægges op til alt udbyde arbejdet i fagentrepriser. Det er afdeling 3 Slotsvænget og afdeling 10 Grønningen, der rummer henholdsvis 99 og 216 lejemål. Renoveringsplanerne omfatter blandt andet nye isolerede facader, nye udvidede altaner og altandøre, forbedring af el-installationerne, etablering af ventilation fra bad og køkken samt nye vinduer og nye tage. Dertil kommer opførelsen af et beboerhus og indretning af nogle handicapvenlige boliger samt en forbedring af udemiljøet.
ROSKILDE: Køgevej 101 på hjørnet af Køgevej og Motelvej i Roskilde har ligget ubenyttet hen i flere år. Nu ligger der et forslag til, at der skal opføres en fastfoodrestaurant og kontorlokaler på ejendommen på samlet cirka 500 kvm.
"Forslag til lokalplan 582 for fastfoodrestaurant på Køgevej og kommuneplantillæg 19" blev for nylig godkendt af Roskilde Byråd, og det fremlægges til offentlig høring fra 2. maj til den 29. juni.
REGION SYDDANMARK
FANØ: Fanø Kunstmuseum vil udvide med 240 kvm, og det har fået sindene i kog. Modstanderne synes ikke, at en udvidelse vil passe ind i bybilledet, mens tilhængerne synes, at det er godt at byen udvikler sig, fortæller Jydske Vestkysten.
REGION MIDTJYLLAND
STRUER: Arbejdernes Andelsboligforening har søgt Struer Kommune om tilladelse til låneoptagelse i Afdeling 9, Anlægsvej.
Arbejdernes Andelsboligforenings Afdeling 9, Anlægsvej, har ønsket at få udskiftet døre, kælderdøre og låsesystemer, og det forventes at koste 2.000.000 kr., som forudsættes finansieret ved optagelse af et 30-årigt kreditforeningslån på 1.500.000 kr. Derudover har Arbejdernes Andelsboligforening fået tilsagn om 500.000 kr. i trækningsret fra Landsbyggefonden, således at huslejestigningen kan holdes på et minimum.
Struer Byråd har sagt god for, at foreningen optager lånet.
REGION NORDJYLLAND
BRØNDERSLEV: Brønderslev Byråd har vedtaget en lokalplan for et område til boligformål ved Geråvej i Dronninglund samt et tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Byrådet har dermed besluttet, at området kan anvendes til helårsboliger i form af åben-lav bebyggelse.