23948sdkhjf

Carlsberg får nye forskerboliger

Arkitektfirmaet Praksis Arkitekter blev fredag i brygger Jacobsens æresbolig udpeget som vindere af konkurrencen om at tegne 24 nye forskerboliger i bryggerens historiske have- og parkanlæg
24 nye forskerboliger i bryggerens have på Carlsberg har nu fundet sine skitserende vindere.

Tegnestuen Praksis fra Svendborg fik fredag i Brygger Jacobsens smukke æresbolig den glade besked. Fulgt at smukke ord fra Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher, der flere gange slog på den ånd af perfektionisme og mangel på kompromis, der har gjort Carlsbergs navn verdensberømt.

Nu kommer arkitekterne og ingeniørerne på en historisk og ganske ærefuld opgave med at forene fortid og fremtid i et byggeri, der vil blive lagt mærke til.

De ingeniørmæssige løsninger er iøvrigt tidligt i vinderprojektet blevet tænkt ind, for at undgå børnesygdomme i byggeriet.

En udfordring

Forskerboligerne, der kommer til at ligge diagonalt over for den gamle Æresbolig, det nuværende Carlsberg Akademi, bliver en moderne udgave af Æresboligen, hvor førstesalen i dag tjener som bolig for en fremtrædende udenlandsk forsker.

Ved siden af de nye forskerboliger ligger to fine naboer, de fredede Hængende Haver og Tap E.

- Og det er netop det spændende og udfordrende, siger indehaverne af tegnestuen Mads Bjørn Hansen og Mette Tony til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det interessante er at tegne noget, der både er respektfuldt over for det gamle og nytænkende i forhold til alt det nye, der mangler at blive bygget på Carlsberggrunden. Vi bygger jo noget, der skal gå i samspil med noget, der skal udvikle sig over de næste mange år. Derfor må man ikke blive træt af det efter fem år, siger de om boligerne, der skal ligge i bryggerens historiske have- og parkanlæg fra 1847-48.

Byggeriet foregår med andre ord i forlængelse af Carlsbergs tradition for at have topforskere fra ind- og udland på gæstebesøg.

Carlsbergfondet ønskede i oplægget til konkurrencen en bygning, der udtrykker elegance og spiller harmonisk sammen med omgivelserne. Bygningen skal på én gang passe ind i forhold til de eksisterende bygninger og J. C. Jacobsens Have og udnytte den særlige beliggenhed. Særligt stueetagen skal rumme spændvidden fra en livlig handelsgade på den ene side af bygningen og en fredet gammel have på den anden. Vinderprojektet forener alle disse hensyn, fastslår dommerkomiteen.

Imponeret

Forskerboligerne fra Praksis Arkitekter fylder ifølge dommerne hullet i gaderækken mellem de to fredede bygninger, De Hængende Haver og Tap E.

Den kommende bygning får sit særpræg blandt andet i kraft af den lyse farve, der går igen i nabobygningen og i æresboligen i haven.

- Carlsbergfondet er imponeret over vinderforslagets bud. Bygningens kvaliteter er i de gamle bryggeres ånd og vil kunne give forskere og deres familier optimale rammer, siger formand for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher.

Tegnestuen Praksis har iøvrigt også fået overdraget opgaven med at ombygge Slotfelt lade til et mindre kulturhus. Bygherren er en kendt landmand ved navn Prins Joachim.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093