Fortjent udligning

Resultatet 0-0 er kedeligt i de flestes opfattelse; i hvert fald hvis det drejer sig om sport og konkurrence, men udkommet har sine nuancer, når talen falder på økonomisk udligning på kommunalt plan. Her drejer det sig nemlig om noget helt andet, og det bringer flere facetter i spil i den disciplin, som landets vicestatsminister, den Radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, er i færd med at udføre.

I sin grundsubstans drejer spillet om den kommunale udligningsordning sig om simpel, gammeldags fordelingspolitik, og her kan man alt efter politisk observans foretrække "Robin Hood"-modellen eller det direkte modstykke "Sheriffen af Nottingham"-modellen, og det foranlediger ikke overraskende flertallet af danskerne til at tænke i de førnævnte nuancer, for hvad er økonomisk ret og rimeligt?

I sportens verden kan en udligning selv sent i overtiden nogle gange være fortjent, hvis indsatsen på det udlignende hold har været helhjertet og spillet ellers har været i orden, men det er desværre ikke helt de samme kriterier, der ligger til grund, når det gælder økonomisk udligning mellem såkaldt rige og fattige kommuner. Her skal der for eksempel tages højde for geografisk besværlige forhold i "Udkantsdanmark", og det har selvfølgelig sin berettigelse i mange henseender. Derfor har Regeringen også som noget nyt etableret et særligt ministerium med fokus på netop de regioner i landet, hvor erhvervsudviklingen og dermed den samfundsmæssige værdi- og jobskabelse ikke ligefrem banker på døren, men hvor andre værdier fortjener en vis økonomisk opmærksomhed.

Men ligesom der er risiko for faneflugt, hvis citronen presses for hårdt de steder, hvor der er gang i erhvervsudviklingen og jobskabelsen, er der fare for det modsatte, hvis ikke værdierne kommer til gavn der, hvor de bliver skabt, og det indebærer i sig selv en fare for inerti, som ingen som helst får nogen fordel af.

Derfor skal der fares med lempe, når fordelingsnøglen drejes, og det ansvar påhviler aktuelt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der også bærer en væsentlig del af ansvaret for den 2020-plan, Regeringen har sat i søen for at styre Danmark nogenlunde helskindet gennem det økonomiske lavtryk, Europa oplever i øjeblikket. En mere central position i dansk politik kan den radikale leder næppe ønske sig, men ansvaret forpligter og resultatet tæller.

Og så er der lige det med Robin Hood, at han nok skaffede de fattige flere penge, men det var skatteopkræverne, han tog pengene fra. Så måske er det mere skatteminister Thor Møger Pedersen, Margrethe Vestager skal have en snak med.