Helsingør lover bedring
Helsingør Kommune kritiseret af byggefirmaer for dårlig udbudspolitik og for langsom byggesagsbehandling
Senest har Dansk Byggeri på vegne af de lokale byggefirmaer henvendt sig og mødtes med kommunen med klager over blandt andet kommunen udbudspolitik, som, de mener, er for krævende, og de lange byggesagsbehandlingstider, der kan strække sig over mange måneder.
Helsingør kommune har lyttet til erhvervslivets kritik, og et møde med borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V), kommunaldirektøren og Dansk Byggeri har løst op for den dårlige stemning og begge parter udtrykker over for Licitationen, at de tror på et bedre samarbejde.
- Der er virksomheder i Helsingør, der ikke er tilfreds med kommunens service i forskellige erhvervssammenhænge. Og den kritik vil vi gerne lytte til og blive klogere af. Og mødet med Dansk Byggeri var konstruktivt, siger kommunaldirektør Bjarne Pedersen til Licitationen.
Kommunen vurderer nu situationen.
Er i gang
Samtidig er kommunen dog i gang med reelle ændringer inden for blandt andet byggesagsbehandling, som i rapporten fik et ordentligt skud kritik.
Ifølge Megafons undersøgelse fra foråret var 44 procent af dem, der har haft en byggesag, utilfredse og meget utilfredse med den kommunale vejledning. Den rapport har allerede medført ændringer i byggesagsbehandlingen, selv om den seneste statikstik fra juni fra Energistyrelsen over kommunernes byggesagsbehandling gør Helsingør til den absolutte topscorer i længst gennemsnitligt byggesagsbehandlingstid med 133 dage.
Den næste i rækken er Egedal Kommune med 96 dages i gennemsnitlig sagsbehandlingstid.
Helsingør Kommune siger dog til Licitationen, at deres tal er misvisende, men erkender problemer med byggesagsbehandling.
- Det er korrekt, at der har været et problem med byggesagsbehandlingerne. Men det er historik. Det skyldes, at der var opstået en pukkel af sager, og den har politikerne prioriteret ekstra ressourcer til at få fjernet. Og det er vi i fuld gang med, siger centerchef i Teknik og Miljø-afdelingen, Claus Bo Frederiksen.
Det aktuelle tal på 133 dage fra Energistyrelsen mener han dog ikke, viser den reelle sagsbehandlingstid, da tallet ifølge ham opstår, fordi Styrelsen først afslutter en sag, når der er skrevet ændringer ind i BBR-registeret efter byggeriets afslutning.
Og den afsluttende del med at skrive data ind til sidst, har Helsingør Kommune ikke prioriteret så højt, men det vil de nu gøre, lover Claus Bo Frederiksen.
Fortrøstningsfuld
Formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen fra Gilleleje, har været en af de hårde kritikere af kommunen.
Efter mødet med kommune og opstramningen i byggesagsbehandlingen, er han fortrøstningsfuld.
- Det er positivt, at kommunen stillede så hurtigt op til et møde med os, og det var et konstruktivt møde. Så vi satser på, at der nu sker noget, siger Jørgen Simonsen til Licitationen.
Danske Byggeri har aftalt et nyt møde med borgmester Johannes Hecht-Nielsen sidst på året for at følge op på sagen.