Byggeriet har uændrede forventninger
Den særlige konjunkturindikator for bygge- og anlægsbranchen rykkede sig ikke meget fra marts til april måned
Barometret viser stort set uændrede forventninger til de kommende måneder, og Dansk Byggeri forventer snart lidt fremgang på baggrund af regeringens kickstart og øgede investeringer i den almene sektor.
Konjunkturindikatoren vægter ordrebeholdning og forventning til beskæftigelse. Og det udtrykker sig i en såkaldt sammensat indikator, som for april måned er landet på -15, hvor den i marts måned var på -14. Det dækker over stilstand i ordrebeholdningen og en mindre tilbagegang i forventningerne til beskæftigelsen.
Dansk Byggeri har lovet fremgang i 2012, og den skal nok komme, fremhæver chefkonsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.
- Vi vurderer, at vi vil se fremgang i de kommende måneder, da både regeringens kickstart og de øgede investeringer i den almene sektor først blev besluttet i slutningen af 2011, og derfor ikke endnu har slået igennem i tallene, siger Andreas Fernstrøm.
Lidt mere optimisme
Dansk Byggeri peger også på, at der kan være grund til lidt mere optimisme end den, som branchen giver udtryk for i øjeblikket.
- Skeler man til de positive meldinger fra ingeniørerne, som taler om stor fremgang i ordrebeholdningen inden for boligbyggeri og især offentligt byggeri, kan der være basis for at tegne et lidt lysere billede på sigt. De store bygge- og renoveringsprojekter hos ingeniørerne vil naturligt skabe ordrer hos de udførende virksomheder, så det kan meget vel være et godt pejlemærke for, at der så småt er bedre tider på vej i bygge- og anlægsbranchen, vurderer Andreas Fernstrøm
Han gør opmærksom på, at nybyggeriet i den almene sektor med udgangen af 2012 vil tone ud og igen trække aktiviteten i negativ retning.