Stat bremser konkurrence
Producenter mener, danske produktkrav ødelægger deres konkurrenceevne i EU
Direktør i DI Byggematerialer, Elly Kjems Hove, mener, at myndighederne burde stoppe med nationale særregler og krav, der er en forhindring for de danske producenters og forhandleres internationale konkurrenceevne. Hun mener i det hele taget, at de danske myndigheder burde holde op med at være EU-duks på dette område.
- Det er fint nok at have den gule førertrøje på, men ikke, hvis man deltager i et andet løb end de andre, siger Elly Kjems Hove.
Hun nævner VA-godkendelse til vvs-produkter og komponentkrav i bygningsreglementet, som særregler, der burde afskaffes.
Og hun opfordrer til, at nye regler inden for byggevarer burde vente til, de kan indføres samtidig i hele EU.
Energistyrelsen afviser kritikken over for Licitationen.