Ledige håndværkere går nye veje
Ledige tømrere og murere efteruddannes til jord- og betonarbejdere
I løbet af foråret har de første 55 ledige håndværkere gennemgået et seks ugers kursus på Aarhus Tech, hvor de er blevet efteruddannet i forskalling, armering og hvad der ellers skal til, for at de er i stand til at arbejde som jord- og betonarbejdere. Dermed er de klar til at varetage nogle af de mange bygge- og anlægsopgaver, som løbende skal udføres i Aarhus og omegn de kommende mange år. De første har faktisk allerede fået job.
- Det er en god investering, både for den enkelte ledige håndværker og for samfundet som helhed. Med de mange store bygge- og anlægsprojekter, som er planlagt ikke bare i Aarhus, men også i resten af landet, er der på sigt vel nærmest jobgaranti for dygtige jord- og betonarbejdere og struktører, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.
Stor interesse
Efteruddannelsen på Aarhus Tech er skabt i et samarbejde mellem blandt andre Dansk Byggeri og 3F.
- Vi har holdt nogle møder, hvor vi har orienteret ledige tømrere, murere og murerarbejdsmænd om beskæftigelsesmulighederne fremadrettet, og jeg synes, der har været tale om stor interesse, siger byggegruppeformand Ole Vagn Christiansen, 3F Aarhus Rymarken.
Michael Ancher kalder det en ekstra kvalitet, at de nye jord- og betonarbejdere i forvejen har en håndværksuddannelse og tilknytning til byggeriet.
Der er allerede planlagt yderligere to hold med hver 18-20 personer til nye efteruddannelseskurser på Aarhus Tech i efteråret.
Behov for Marselistunnel
Mens arbejdsgivere og fagforening er enige om behovet for at efteruddanne nye jord- og betonarbejdere, er de ikke helt enige om, det er nok til at imødekomme behovet for arbejdskraft i fremtiden.
Ole Vagn Christiansen har foreslået Aarhus Kommune at udskyde anlægget af Marselis-tunnelen i et par år for at få fordelt bygge- og anlægsprojekterne over flere år.
- Det er en helt forkert tankegang, siger Michael Ancher.
- Vi uddanner en masse nye jord- og betonarbejdere og nye struktører, men uanset hvor mange vi uddanner, har vi ingen garanti for, at det er lokale entreprenører og lokal arbejdskraft, der kommer til at udføre arbejdet, der jo er så stort, at det skal i EU-udbud. På den anden side, så er Marselis-tunnelen en så vigtig del af den fremtidige aarhusianske infrastruktur, at vi ikke skal udskyde projektet, siger han.
Hertil siger Ole Vagn Christiansen:
- Der er almindelig enighed om, at vi kommer til at mangle omkring 1.000 jord- og betonarbejdere, og selv om vi så får efteruddannet for eksempel 200, så er der stadig langt op, og så synes jeg, det er fornuftigt at fordele arbejdet over en lidt længere periode, så vi kan følge med.