Byggeriet får ny aftale til forbrugeropgaver
Med en ny kontrakt og opdaterede regler sikres mere klarhed og bedre forbrugerbeskyttelse i aftaler mellem forbrugere og håndværkere om et byggearbejde
AB-Forbruger er et frivilligt aftalegrundlag til brug for byggearbejder. AB-Forbruger sikrer klarhed over, hvad der for eksempel gælder, hvis byggearbejdet bliver dyrere end forventet, eller hvis arbejdet ikke bliver færdigt til tiden.
AB-Forbruger har kunnet bruges siden 1. januar 2010.
Mere klarhed
Parterne har gennemført en række ændringer af AB-Forbruger, som sikrer mere klarhed og bedre forbrugerbeskyttelse, når en forbruger indgår aftale med en håndværker om et byggearbejde.
For eksempel fremgår det nu, at man som forbruger kan have ret til at få mangler udbedret for entreprenørens regning.
- Jeg glad for, at parterne i fællesskab har gennemført en række forbedringer af AB-Forbruger. Hvis ikke der er en klar aftale med håndværkerne om for eksempel pris og tidsperspektiv, kan det blive en dyr fornøjelse at energirenovere sit hus. AB-Forbruger kan være med til at forebygge de dyre misforståelser, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).
Skal man i gang med et byggearbejde, er det en god idé at aftale med håndværkeren, at AB-Forbruger skal gælde for arbejdet, for AB-forbruger gælder ikke automatisk.
Et godt udgangspunkt
Parterne kan sammen udfylde standardkontrakten, som er et godt udgangspunkt for parternes forventningsafstemning.
I standardkontrakten skal man blandt andet tage stilling til, hvornår byggearbejdet skal påbegyndes og afsluttes, hvad prisen skal være, og om der skal stilles økonomisk sikkerhed.
AB-Forbruger kunne godt have været mere udbredt, erkender chefkonsulent Katrine Krone fra Energistyrelsen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Men det handler nok om, at vi ved lanceringen i 2010 løb ind i finanskrisen, og så har vi måske heller ikke været helt gode nok til at udbrede kendskabet til AB-Forbruger. Det vil vi prøve at rette op på nu. Men faktisk har systemet været taget i anvendelse i en række sager, hvor AB-Forbruger har vist sig som et meget nyttigt værktøj, fordi det anvendes inden det når at gå galt, siger Kathrine Krone.