Ny vandafgift splitter politikere
Et kommende loft over vandpriserne skaber splid blandt Folketingets partier. Venstre advarer regeringen
Regeringen har i forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2013 indgået en aftale om at løfte investeringerne i klimatilpasning med 2,5 mia. kr.
Formålet er at skabe løsninger på problemstillingerne med kraftigere og hyppigere regnvejrshændelser, og samtidig vil aftalen ifølge regeringen have effekt for beskæftigelsen.
- Kommuneaftalen ændrer ikke i sig selv ved vandsektorloven, herunder reglerne om fastsættelse af prisloftet. Der vil som opfølgning på kommuneaftalen formentligt skulle foretages ændringer af spildevandsbetalingsloven, som udelukkende skal sikre, at der er hjemmel til at takstfinansiere de relevante investeringer i klimatilpasning, siger miljøminister Ida Auken (SF).
Ikke forligsstof
Ifølge ministeren ligger Spildevandsbetalingslovens bestemmelser om takstfinansiering uden for vandsektorforliget, og derfor er udmøntningen af kommuneaftalen ikke forligstof.
- Skulle udmøntningen af kommuneaftalen imidlertid kræve ændringer i regulering, der falder inden for vandsektorforliget, vil jeg naturligvis inddrage forligskredsen i arbejdet. Det er min vurdering, at aftalen om at løfte investeringerne ikke bryder med vandsektorlovforliget, oplyser ministeren videre.
Men det er Jacob Jensen ikke enig i:
- Enten må regeringen bryde forliget, hvis det skal træde i kraft inden et folketingsvalg, eller også bliver det ikke til noget. Venstre er en del af forligskredsen, og vi vil ikke være med til at indføre afgiftsstigninger på vand, siger Jacob Jensen.
Klokkeklart løfte
Desuden strider afgiftsstigningerne ifølge Jacob Jensen mod et "klokkeklart løfte", som De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved, gav i Folketingssalen.
Direkte adspurgt af Jacob Jensen, om De Radikale ville øge skatter og afgifter yderligere udover de med finansloven allerede indførte, svarede Marianne Jelved:
- Det Radikale Venstre har ingen planer om at øge skatterne. Hvis det var det, spørgsmålet gik på, så er der svaret klart nu.
Jacob Jensen peger på, at regeringen nu med De Radikales velsignelse sender en ekstraregning til danskerne på 2,5 mia. kr. i øgede afgifter på vand.
- En regning, der vil ramme alle indkomstgrupper. Danskerne har allerede fået reduceret deres indkomst med 3.400 kr., siden regeringen tiltrådte i form af nye skatter og afgifter. Desværre ser den udvikling ud til at fortsætte, selvom regeringen havde lovet det modsatte. Danskerne betaler allerede rigeligt for deres vand, og i Venstre vil vi kæmpe for, at det ikke bliver dyrere at være dansker, siger Jacob Jensen.