Universitet står foran stor udbygning
Bygningsministeren har søgt Finansudvalget om næsten en milliard kroner til yderligere universitetsbyggeri på Amager
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegard (R) har bedt Folketingets Finansudvalg om tilladelse til at igangsætte den tredie fase af udbygningen og moderniseringen af Københavns Universitet på Amager med cirka 28.000 kvm til brug for Det Humanistiske Fakultet.
Desuden skal opføres yderligere 18.550 kvm til brug for Det Informationsvidenskabelige Akademi og Københavns Universitet.
De samlede anlægsudgifter udgør i alt 979,4 mio. kr. i 2012-priser.
Den samlede udbygning af Københavns Universitet på Amager udgør i alt cirka 110.000 kvm fordelt på tre etaper, hvoraf første byggeafsnit på 41.500 kvm blev taget i brug i 2002, mens anden del på 38.600 kvm er under opførelse og forventes indflyttet primo 2013.
Genbrug af materialer
Udformningen af Københavns Universitet på Amager "3. byggeafsnit" er besluttet efter en projektkonkurrence i 2002.
- Et væsentligt krav i konkurrencen var metodik for genanvendelse af en del af eksisterende konstruktioner. I det valgte konkurrenceforslag genbruges eksisterende bærende konstruktioner for kælder, dæk og facader, der således giver en markant CO2 besparelse, forklarer Martin Lidegaard.
Bygningsstyrelsen har efter aftale med Københavns Universitet forudsat, at "3. byggeafsnit" af udbygningen på Amager bliver opført i lavenergiklasse 2015.
Af det samlede beløb udgør håndværkerudgifter 706,6 mio. kr.
Københavns Universitet skønner i øvrigt, at udgiften til drift af nybyggeriet på i alt 38.850 kvm bliver i størrelsesordenen cirka 27,2 mio. kr. årligt, hvortil kommer ejendomsskatten på 8,4 mio. kr.