23948sdkhjf

Naturområde øger informationen

Cebra og HP Byg står bag den kommende Infoportal i Rebild Bakker
En enig dommerkomite har nu udpeget en vinder af den indbudte konkurrence for seks prækvalificerede teams om at udarbejde det bedste forslag til, hvordan den kommende Infoportal – Rebild Bakker og Rold Skov skal se ud.

Infoportalen bliver etableret i udkanten af Rebild by og skal fungere som samlingspunkt, informationscenter og arkitektonisk vartegn for de mange mennesker, som hvert år besøger Rebild Bakker og Rold Skov.

Det vindende team består af den nordjyske totalentreprenør HP Byg A/S, arkitektfirmaet Cebra, Århus, formidler Elisabeth Topsøe, København og ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S, Højbjerg ved Århus.

Vinderprojektet er inspireret af Rold Skov – både i sit udtryk og i sit materialevalg. I projektforslaget beskrives bygningen som "et lille stykke stiliseret skov med stammer og grene". Bygningen er kvadratisk, knapt fem meter høj, og ydersiderne består af en skulpturel tømmerkonstruktion – skovens egne grantræer beklædt med lærk.

- Det vindende projekt kombinerer form og indhold på en overbevisende måde. Ved enkle midler skaber vinderteamet et stykke markant arkitektur, som både fremstår som et vartegn og en optimal ramme for de forskelligartede krav, der stilles til huset. Infoportalen vil medvirke til at styrke en positiv udvikling i lokalområdet ved at fastholde og se nye muligheder i de stedbundne kvaliteter og potentialer, som allerede findes i naturen ved Rebild, siger projektleder Eske Møller fra Realdania

Brugbart miljø

Dommerkomiteen fremhæver den klare planløsning, der inddeler bygningen i tre afdelinger.

Mod øst og ud mod Cimbrervej ligger kontorfunktionerne. Parallelt hermed og i midten af huset finder man det centrale formidlingsrum, som turistbureauet også er en del af. Endelig åbner huset sig mod vest med et stort overdækket, udendørs udstillingsrum. På denne måde orienterer bygningen sig mod bakkerne og inviterer samtidig indenfor via det indbydende uderum.

Infoportalen er placeret i niveau med Rebildhus og skaber et fint og brugbart miljø mellem de to bygninger. Som en del af projektet foreslås en udvendig facaderenovering af Rebildhus og isætning af tre nye dobbeltdøre ud mod det nye udendørs serveringsareal mellem de to bygninger.

God indgang

Rebilds borgmester, Anny Winther (V), udtrykker sin glæde over, at projektet nu er så langt, at man kan se det færdige hus for sig.

- En bedre indgang til vores enestående natur har i mange år stået højt på Rebild Kommunes ønskeseddel, og jeg synes, at vinderprojektet lever op til vores forventninger. Samtidig skal man gøre sig klart, at projektet er et ufærdigt udkast, som i de næste måneder vil blive justeret og forbedret."

Straks derefter går Rebild Kommune i gang med gennemførelsen af den fornødne planlægning og detailprojektering i samarbejde med vinderteamet.

Infoportalen er finansieret af Realdania, Det Obelske Familiefond og Rebild Kommune, således at støtten fra Det Obelske Familiefond er øremærket til formidlingen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078