23948sdkhjf

Erfaren mand i spidsen for innovationspark

Kolding får sin egen innovationspark på 31.000 kvm. Knud Beer er sat i spidsen for arbejdet
Slotsøgruppen i Kolding har valgt Knud Beer som bestyrelsesformand for Innovationsparken Kolding.

Hans hovedopgave bliver at føre planerne om den kommende innovationspark på 31.000 kvm ud i livet. Han har en lang karriere bag sig som først statsautoriseret revisor og siden som direktør og bestyrelsesformand i en lang række virksomheder.

- Vi ønsker at benytte os af Knud Beers store viden om finansiering og opbygning af kontakter til ejendomsinvestorer. Innovationsparken er et stort og spændende projekt, hvor det er vigtigt at skabe den rigtige ejerkreds, siger direktør Per Buchwald fra Slotsøgruppen.

Innovationsparken skal med et centralt placeret højhus på 16 etager fungere som Koldings byport ved den østlige indfaldsvej til byen, hvor motorvejene E20 og E45 møder hinanden.

Parken passeres dagligt af i gennemsnit 21.000 biler.

Hotel, erhverv og boliger

I højhuset skal blandt andet placeres et hotel af høj standard. Resten af Innovationsparken skal ifølge lokalplanen for området bestå af bygninger på mellem tre og seks etager.

Lokalplanen giver ud over hotel mulighed for placering af erhverv og boliger.

De overordnede rammer for Innovationsparken er udformet af arkitektfirmaet C. F. Møller i Århus, og Slotsøgruppen lægger afgørende vægt på, at den kommende park bliver af tilsvarende arkitektonisk kvalitet.

- Placeringen af det nye byggeri er ganske unik. Det bliver direkte nabo til den nye MBA-uddannelse, som etableres i den tidligere Gori-fabrik, fortæller Knud Beer.

Projektudvikling

Knud Beer har stor erfaring med udvikling af hotel- og erhvervsprojekter, idet han i en årrække har været administrerende direktør for Nic. Christiansen Invest A/S i Kolding.

Som bestyrelsesformand var han ansvarlig for selskabets investering i konferencevirksomheden Comwell.

Gennem sit virke hos Nic. Christiansen Invest A/S har han udviklet flere projekter til salg til investorer. Det drejer sig blandt andet om det store industriområde på Bramdrup Mark nord for Kolding, udvikling af Slotsmølleprojektet i Kolding, hvor der nu er blandt andet bibliotek og hotel samt Kolding Businesspark og flere boligområder i Kolding.

Knud Beer afsluttede med udgangen af 2011 en åremålsansættelse som adm. direktør for Jørgen Schou Holding A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109