Anlægsnyt
TRAFIKSANERING - KVÆRNDRUP: En ny byfornyelsesplan for Kværndrup er nu klar til at blive ført ud i livet, hvis den ellers bliver godkendt i Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse og i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som begge skal skyde penge i projektet.
Planen indeholder tre indsatsområder, hvoraf det ene vedrører byens hal og det omkringliggende område. Her skal der i første omgang etableres en multibane.
Byens grønne arealer er det andet indsatsområde, og her er det blandt andet planen at lave en æblelund, en sti langs åen, legepladser med mere.
Det tredje indsatsområde er et løft af midtbyen med både renovering af bygninger, mere gadelys, hastighedsnedsættelse på blandt andet Bøjdenvej, som også skal have en ansigtsløftning.
region midtjylland
SKOV - SOLBJERG: Naturstyrelsen har sammen med Aarhus Vand købt to landbrugsejendomme ved Aarhusforstaden Solbjerg for at beskytte en række drikkevandsboringer.
I alt har Naturstyrelsen opkøbt 40 hektar landbrugsjord, som nu skal laves om til skov med egetræer og bøgetræer.
Området ved Solbjerg er udpeget som et meget interessant sted for staten at rejse skov. Solbjerg vokser voldsomt, og de mange nye beboere vil sørge for, at skoven vil blive brugt rekreativt.
I alt er det planen at Naturstyrelsen vil rejse 315 hektar skov ved Solbjerg, og med de nye arealer når styrelsen op på 90 hektar.
Tilplantningen vil ske over de næste to år, og de 40 hektar ny skov kommer til at koste cirka otte mio. kr.
region sjælland
havn - roskilde: Roskilde Kommunes planchef, Jan Bille, anser det for sandsynligt, at der skal laves en ny lokalplan, før alle elementer i Roskilde Oplevelseshavn kan føres ud i livet.
Der har været en dialog med beboere i Strandgade, som pegede på bestemmelser i lokalplanen, der kunne læses på forskellige måder.
Men visse dele af oplevelseshavnen kan godt gennemføres i år, hvis det lykkes at skaffe finansiering, skriver Dagbladet Roskilde.
Det drejer sig blandt andet om et grønt bælte på havnefronten og om trapper ned til havnebassinet, som efter Jan Billes umiddelbare vurdering ligger inden for rammerne af den nuværende lokalplan for havnen.