Syddanmark reviderer råstofplan
Region Syddanmark skal være selvforsynende med sand, grus og sten
Den eksisterende plan er fra 2009, og den skulle sikre at der var råstoffer nok i 24 år, men en redegørelse viser, at det kniber i dele af regionen. Derfor har regionsrådet besluttet at planen skal revideres. Målsætningen er at områderne Fyn, Sydvestjylland og Sønderjylland skal være selvforsynende med sand, grus og sten, så man reducerer transporten af råstofferne, skriver regionen på sin hjemmeside.
Der har været en offentligghedsfase helt tilbage i sidste del af 2010, hvor regionen modtog 56 idéer og forslag til råstofplanen. Heraf 27 ansøgninger til nye graveområder fra lodsejere og entreprenører og en række forslag og synspunkter fra kommuner, organisationer, offentlige institutioner samt enkeltpersoner.
- Det er vigtigt, at vi får lavet en plan, der sikrer, at der er råstoffer nok til de kommende års byggerier i regionen. Det gælder både sygehusbyggerierne og infrastrukturen generelt. Det er grundlaget for vækst, siger Lasse Krull (C), der er formand for udvalget for Regional Udvikling.
Høringen startede den 2. januar og kører frem til 27. februar i år.