De bedste lærlinge
Og lad endelig denne positive opmærksomhed fortsætte. For danske lærlinge er dygtige, men erhvervsuddannelserne rummer stadig alt for mange historier om, at de er blevet en skraldespand" for unge, der ikke kan klare en gymnasial uddannelse, og at mange elever ikke har de nødvendige faglige forudsætninger for at gennemføre uddannelserne. Samtidig er prestigen ved at tage en erhvervsuddannelse fortsat ikke stor visse steder. Og det er ærgerligt.
Derfor er det også spændende at følge de forhandlinger om erhvervsuddannelserne som pågår i øjeblikket på Christiansborg. Her er både færre indgange på bordet, ligesom adgangskrav til erhvervsuddannelsernes grundforløb er et varmt emne.
For det er ingen tvivl om, at det faglige niveau på erhvervsuddannelserne skal i vejret, og hvorfor ikke lade sig inspirere af Schweiz, hvor det at tage en erhvervsuddannelse er langt mere prestigefuldt, og hvor der er bedre muligheder for at bygge videre på en erhvervsuddannelse, end der er herhjemme.
Det faglige niveau starter selvfølgelig i folkeskolen, men deciderede adgangskrav er et skridt i den rigtige retning for at højne erhvervsuddannelserne og skabe flere fagligt dygtige håndværkere, som ikke mindst skal tegne bygge- og anlægsbranchen i fremtiden.
Selve udformningen af adgangskravene er endnu ikke lagt fast, men der kan kun lyde en opfordring til Folketingets partier om at inddrage de faglige udvalg og ikke mindst erhvervslivet i den endelige beslutning.
Det er trods alt virksomhederne, der sidder med erfaringerne, har hånden nede i jorden, og ved hvad de unge skal kunne.