Anlægsnyt
BYGGEMODNING - GØDVAD: Går alt efter planen, så bliver det til efteråret, at første spadestik tages til byggemodningen ved det kommende boligområde Gødvad Enge, skriver Midtjyllands Avis.
Silkeborg Kommune og Silkeborg Forsyning har sammen med en række private virksomheder netop afsluttet en fælles proces, hvor virksomhederne er kommet med bidrag til bæredygtige løsninger for området. Først og fremmest er der i Gødvad Enge tanker om at eksperimentere med mulighederne for håndtering af regnvand på nye måder, og her har to hold af virksomheder siden efteråret samarbejdet omkring løsningsforslag. Det ene hold består af Constructa Rådgivende ingeniører og arkitekter, Terra Nova Landskabsarkitekter, Christians Anlæg og Skandinavisk Byggeplast A/S. Det andet hold udgøres af Landskabstegnestuen Løn, Naturplan, Genvand, IBF og Mattle Natur & Anlæg.
Planen er, at der i Gødvad Enge skal opføres 250 ejer- og lejeboliger.
Byggemodningen af Gødvad Enge ventes at blive udbudt til sommer.
KUNSTSTOF - BRANDE: Brande IF og Brande Old Boys har taget initiativ til at få en kunststofbane til byen og har sat gang i indsamlingen af penge til formålet. Indsamlingen rundede for nylig den første halve mio. kroner. Målet er at få samlet syv mio. kroner sammen, så der er fortsat et stykke vej hjem.
Planen er, at der skal etaleres en fuldt opkridtet 11-mandsbane, og ved siden af hovedbanen skal der være en syvmandsbane samt et mindre område til andre aktiviteter. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
OMLÆGNING - HOLSTEBRO: Teknik og Miljø i Holstebro Kommune har modtaget en ansøgning fra ejeren af Lindholtvej 2 om omlægning af den offentlige Lindholtvej. Ansøger ønsker at bygge nyt hus og vil i den forbindelse gerne omlægge vejen. Ansøger ønsker at omlægge vejen således, at den ikke går gennem ejerens gårdsplads, og så trafiksikkerheden øges.
Teknisk udvalg er indstillet på at imødekomme ansøgningen og bemyndige Teknik og Miljø til at meddele endelig tilladelse efter endt høring.