Hver anden vvs-svend nedlægger arbejdet
Tekniq undrer sig over protester fra mange af landets vvsere og blikkenslagere
Arbejdsnedlæggelserne begyndte onsdag på en række jyske arbejdspladser og bredte sig til torsdag til hele landet. På mange arbejdspladser mødtes vvserne om morgenen til fagligt møde, hvor man besluttede at gå hjem. I København var op mod 500 medlemmer med i stormøde.
Der er ikke overblik over hvor mange lønmodtagere, der har deltaget i arbejdsnedlæggelserne, men vurderingen fra kilder i Blik- og Rørarbejderne lyder på, at op mod halvdelen af forbundets 9.000 medlemmer nedlagde arbejdet torsdag.
Det får Tekniq til at kalde arbejdsnedlæggelserne for en koordineret aktion"
- Vi beklager, at Blik & Rør og Dansk Metals medlemmer tilsyneladende har indledt en koordineret aktion mod vore medlemsvirksomheder på grund af de sammenbrudte overenskomstforhandlinger, siger Niels Jørgen Hansen, der er adm. direktør i Tekniq.
Han vurderer på baggrund af indberetninger til Tekniq, at omkring 1.000 lønmodtagere har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
- Vi synes imidlertid, at det er meget underligt, at der er arbejdsnedlæggelser. Vi har haft et væsentligt ønske om nogle forandringer af akkordreglerne. Det er vi ikke blevet enige om, og så løber de eksisterende regler videre i de kommende tre år. Derfor opleves det underligt at protestere mod noget, der ikke forandres, siger Niels Jørgen Hansen.
Fælles interesse
Baggrunden for arbejdsnedlæggelserne er som nævnt sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne. Et sammenbrud som de aktionerende ensidigt giver arbejdsgiverne skylden for. Virksomhederne ønsker en modernisering af overenskomstens akkordbestemmelser og et opgør med en 90 år gammel bestemmelse, der giver mulighed for kontrolopmåling.
- Det er en regel, som ikke bare er god for os lønmodtagere, men den er samtidig en sikkerhed for de seriøse virksomheder mod at blive udkonkurreret af useriøse firmaer, der bruger billig udenlandsk arbejdskraft. Derfor burde vi have en fælles interesse i at bevare værnebestemmelsen, siger Jan Henriksen, der er tillidsmand hos Brøndum A/S.
Akkordregler forældede
Adm. direktør i Brøndum Asger Brøndum er enig i, at arbejdsgivere og lønmodtagere har fælles interesser.
- Vi er enige om interessen i at bevare så mange danske arbejdspladser som muligt, men vi er nok ikke enige om virkemidlerne. Uanset om vi kan lide det eller ej, så må vi både som virksomheder og privatpersoner se konkurrencen fra udlandet i øjnene. Hvis vi skal bevare danske arbejdspladser, er vi også i byggebranchen nødt til at produktivitetsudvikle, og det har vi meget svært ved på grund af den eksisterende overenskomst. Akkordsystemet er principielt godt nok, men prislisten er forældet og tids- og omkostningstung for virksomhederne, og der er en række bivirkninger i form af ekstraregninger. Derfor ønsker vi blandt andet en forenkling og modernisering af prislisterne. Vi vil ikke nødvendigvis af med værnebestemmelsen og vil ikke undergrave overenskomsten, men vi ønsker mere fleksibilitet, så vi blandt andet kan arbejde med lokale løsninger, der kan forbedre virksomhedens produktivitet og konkurrenceevne og dermed på sigt være med til at fastholde vores danske medarbejdere, siger Asger Brøndum.
Direktør i L&H Rørbyg Ole Arenfeldt Jensen er ked af, at firmaet og dets kunder er blevet gidsel i en konflikt mellem organisationerne.
- Jeg synes, det er utidigt at lave konflikt. I stedet burde man sætte sig sammen en sidste gang og blive enige om en ny overenskomst. Jeg ser det ikke som en konflikt mellem os og vores medarbejdere, men en strid mellem organisationerne, siger han.
Ole Arenfeldt Jensen vil ikke udtale sig om de konkrete stridspunkter.
- Vi har fuld tillid til, at vores arbejdsgiverorganisation varetager vores interesser på bedste måde, siger han.
Tekniq oplyser i en pressemeddelelse, at hvis strejken varer mere end en dag, vil der blive afholdt fællesmøde i sagen.