23948sdkhjf

Skat sikrer et større underskuds-fradrag

Ministerium bløder strengt lovforslag op, så firmaer kan afskrive større underskud end planlagt
Mange byggefirmaer kan nu trække vejret lidt lettere, da en bebudet ændring af selskabsskatteloven ikke bliver helt så hård, som først bebudet, og det letter et kommende pres på især mindre firmaer.

Skatteministeriet ændrer dog ikke intentionen om at begrænse virksomhedernes ret til at afskrive underskud i de efterfølgende år, som i øjeblikket ikke har nogen beløbsmæssig begrænsning.

Men i det oprindelige lovforslag fra februar kunne man kun fradrage fuldt ud et underskud på op til en mio. kr. Underskud ud over det kunne fradrages med 60 procent.

Men nu er der så blødt op på beløbsgrænsen, så et års underskud i efterfølgende regnskabsår kan afskrives i størrelsesordenen op til 7,5 mio. kr. Og derudover med 60 procent.

Positivt

Licitationen - Byggeriets Dagblad har tidligere skrevet om konsekvenserne af den kommende ændring af selskabsskatteloven, der ville være dramatisk for især byggefirmaer, der har meget skiftende indtjeninger fra år til år.

Her talte vi med partner i revisionsfirmaet Deloitte, Thomas Frommelt, der fastslog, at det var et stort problem og kunne blive skæbnesvangert for især de mindre firmaer og omsætninger.

Nyheden om at hæve grænsebeløbet med 6,5 mio. kr., kalder han meget positivt.

- Den nye beløb på 7,5 mio. kroner er nu på det tyske niveau. Og det giver en helt anden fleksibilitet og smidighed for firmaerne, end hvis de kun kunne afskrive op til én hel mio. kr. i underskud. Så det er da godt nyt for erhvervslivet i forhold til det oprindelige lovforslag, siger Thomas Frommelt til Licitationen.

Nu det hele

Som reglerne er nu, kan et selskab eller en koncern, der har et underskud, modregne hele beløbet i det efterfølgende år, hvis der er et positivt resultat.

Det vil sige, at hvis man har et underskud et år, så kan man det efterfølgende år trække hele beløbet fra overskuddet, inden der betales skat.

Hvis et firma eksempelvis havde et underskud på to mio. kr. i 2010 og et overskud på to mio. kr. i 2011, udlignede de to beløb hinanden, så firmaet samlet i den periode har nul kroner i indtægt, og derfor skal der ikke betales skat.

Den ordning er mange firmaer inden for byggebranchen glade for, da det er en branche, hvor det relativt nemt kan gå galt et år, og gå godt det næste år.

Eller der er tale om en investering det ene år og indtægt det næste, hvilket ofte er den erhvervsmæssige adfærd.

Konsekvensen af den bebudede oprindelige lovændring fra februar havde Deloitte opgjort for Licitation til at koste et firma 100.000 kroner ekstra i skat, hvis firmaet det ene år har to mio. kroner i underskud, og det næste år har et overskud på to mio. kroner.

Men firmaernes samlede skatteregning ved dårlige og gode år bliver nu ikke helt så stor med den seneste revidering af lovændringen, der forventes at træde i kraft fra 1. januar 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141