Det gode håndværk er flyttet ind i varmen
Overvældende interesse fra folkeskoleeleverne for årets DM i Skills
De to unge brolæggerlærlinge fra Københavns Tekniske Skole danner par i brolæggerkonkurrencen, og de lægger ikke skjul på, at det er dejligt at arbejde inde i varmen.
- Vi kunne slet ikke have arbejdet ude i det vejr. Jeg foretrækker i det hele taget, at arbejdspladsen er overdækket og at det ikke er alt for koldt, men det er jo ikke alle steder, det kan lade sig gøre, siger Niklas Eghøj Madsen.
Han og partneren er ved at udføre en cirkelformet brolægning med et stjernemønster. Torsdag formiddag er det dog endnu kun cirklen, de er i gang med.
- Det er her, alle beregningerne ligger. Det skal være nøjagtigt. En god begyndelse er halvt fuldendt, siger de.
Et andet sted i den store hal er bygningsstruktørlærling Niels Kristian Thomsen fra AMU Nordjylland ved at opbygge en solid vinklet forskalling. Han er også glad for at kunne være indendørs, selv om han understreger, at han normalt er glad for at arbejde udendørs.
- Det er jo oftest forudsætningen for arbejdet, siger han.
Mestre fløjet ind
De tre unge er blandt de knap 280 unge, der i disse dage kæmper om danmarksmesterskab og hæder eller blot" deltager for at vise deres fag og færdigheder for at gøre de tusindvis af store folkeskoleelever interesserede i lige netop deres fag.
Murerfaget har fløjet" hele tre tidligere danmarksmestre og medaljetagere ved World Skills ind for at lokke" eleverne til at blive murer. En del elever tager imod udfordringen og går under mestrenes kyndige vejledning i gang med sten og mørtel.
Og mestre er de, i bogstaveligste forstand, Nicolai Munksgaard Asmussen og Mathias Nielsen. Ud over at være tidligere danmarksmestre er de guld- henholdsvis sølvvinder ved World Skills, og så er de nu også selvstændige murermestre, selv om Mathias Nielsen lige i øjeblikket er på lønnet job i Norge.
De har begge valgt at blive selvstændige for selv at kunne vælge deres opgaver og få lov til at tænke i kvalitet mere end i pris.
- Vi kan ikke konkurrere på pris, og det er jo desværre tilfældet, at opgaver i licitation altid går til den der er billigst - og så finder man først bagefter ud af, at man måske har fået noget jusk. Så vi må finde kunderne på en anden måde, siger Nicolai Munksgaard Asmussen.
Mathias Nielsen mener, at de skal konkurrere på, at være dygtige til at planlægge og arbejde hurtigt.
- Man kan sagtens arbejde hurtigt og lave kvalitet, hvis man ved, hvad man har med at gøre og er i stand til at tilrettelægge arbejdet, mener han.
Masser af aktivitet
Ude i hallerne begynder arbejdet at skride frem for mange af deltagerne, der skal være færdig med deres opgave - eller opgaver - lørdag, hvorefter dommerne bedømmer dem og kårer mestrene.
Stolthed og passion for det gode håndværk lyser ud af deltagerne, der koncentrede og mange med høreværn er i gang med at præstere.
Gulvlæggerne er ved at skære linoleum til en trappeopsats, tagdækkerne svejser tagpap til en hældende tagkonstruktion, og anlægsstruktørerne ligger på knæ i det røde grus og sætter af til kloak, mens bygningssnedkerne allerede er i gang med not og fer til et vindue med sprosser og buet overkant. I den anden ende er elektrikerne ved at udføre en elinstallation til en mindre værkstedsbygning med både styring af transportbånd, gulvvarme, kabelkanal, lys og dertil i alt tre eltavler, mens vvs-lærlingene er i gang med en hel vand- og afløbsinstallation til et badeværelse.
Der er masser af folkeskoleelever - ikke mindst piger - omkring bygningsmalerne. På den ene side kæmper seks dygtige lærlinge i udsmykning af en kabine, hvor dør og dørgerigter skal lakeres, og hvor der skal tapetseres og dekoreres, og på den anden får skoleeleverne mulighed for selv at teste talentet med maling, pensel og spartel. Stoltheden over de små kunstværker er til at tage og føle på.
Overalt er der skoleelever, der prøver selv eller blot snuser til et fag, der måske en dag bliver deres eget.
Der forventes omkring 30.000 besøgende til mesterskaberne. Ved 13-tiden var der gået flere end 13.000 ind af dørene.