Samme skabelon til alle byggesager
Lige meget hvor man bor, så skal man kunne bruge det samme ansøgningsskema, når man har en byggesag, mener KL, Dansk Byggeri, KTC og DABYFO
- Det er visionen, og vi håber på, at op mod 80 kommuner vil tage det nye skema til sig, siger chefkonsulent Mads P. Gede, Dansk Byggeri. DABYFO har allerede forelagt et udkast til ansøgningsskemaet for sine medlemmer, bygningsmyndighederne i alle landets kommuner.
- Tilbagemeldingerne har generelt været meget positive, og det er min opfattelse at mange af bygningsmyndighederne vil anvende det revidere skema, straks det er på gaden, siger Åse Nielsen, afdelingsleder i Faaborg-Midtfyn Kommune, og næstformand i DABYFO.
Tjekliste med links
Afdelingschef i Svendborg Kommune og formand for KTCs faggruppe Byg og Bolig, Lone Himmelstrup oplyser, at det nye ansøgningsskema er udformet som en tjekliste med links til relevante hjemmesider, og at det dermed er tænkt som en stor hjælp til borgerne i forhold til at få søgt sin byggetilladelse korrekt.
Skemaet er en videreudvikling af det skema, KL allerede stiller til rådighed for kommunerne. Ansøgeren vil med skemaet bedre kunne sikre sig, at al relevant information kommer med i ansøgningen.
- Det giver håb om at reducere det store antal af ufuldstændige ansøgninger, som kommunerne modtager. I nogle kommuner er over 50 procent af ansøgningerne udfyldt forkert. Det bør på alle måder udmønte sig i en kortere og mere effektiv byggesagsbehandling til gavn for alle parter, vurderer konsulent Anni Kær Pedersen, KL.
Møder landet over
Den praktiske udrulning af skemaet vil ske ved, at KL vil sende ansøgningsskemaet ud til kommunerne i februar 2012 og Dansk Byggeri vil markedsføre skemaet overfor kommunerne, når der holdes møder med borgmestre eller de kommunale forvaltninger landet over.
- Vi håber på, at dette skema vil blive benyttet i hovedparten af Danmarks kommuner i de to-tre år, der vil gå, før det fælleskommunale digitale ansøgningssystem Min Digitale Byggesag for alvor er på plads, oplyser Mads Peter Gede fra Dansk Byggeri