23948sdkhjf

Byggeriet går balancegang på knivsæg

Byggeriet er i år oppe på en frelsende "revle", men "hestehullet" truer længere ude i tiden
Alle, der har badet i Vesterhavet, kender følelsen af at være på dybt vand, og så pludselig komme op på en revle med smult vande. Det virker umiddelbart trygt, men under overfladen lurer truslen om "hestehuller og endnu dybere vand, og så kan det gå galt.

Nogenlunde sådan beskriver administrerende direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri situationen for byggesektoren netop nu:

- Vi har oplevet en stigning i aktivitetsniveauet for bygge- og anlægssektoren sidste år, og det vil vi også opleve i år. Desværre er fremgangen ikke konjunkturbetinget, men af midlertidig og tilfældig karakter, idet vi både har fået politiske hjælpepakker og hjælp fra vejrguderne med skybrud sidste sommer. Dertil kommer en meget mild og byggevenlig vinter, forklarer Lars Storr-Hansen til Licitationen og henviser til, at der i dag er 32.000 færre arbejdspladser i byggesektoren end i 2007, hvor aktiviteterne toppede. Det er dog næsten 10.000 flere, end da bunden var nået i 2010.

Udsigt til mildt vejr

Han noterer, at vejrliget denne vinter har betydet, at aktiviteten har ligget betydeligt over, hvad der er normalt for årstiden, og han glæder sig over, at de seneste vejrudsigter lover mildt vejr resten af måneden:

- Vejret er med til at holde hånden under byggeriet. Problemet er, at byggebranchen er noget af det mest konjunkturfølsomme. Når hverken borgere eller virksomheder har troen på fremtiden, investerer de ikke i boliger, fabrikshaller eller renoveringer. Krisen er derfor om noget en "byggeriets krise" med et aktivitetsniveau 70 procent under niveauet i 2007. De politiske tiltag har løftet aktiviteten, men det er en midlertidig forbedring, for vi ved ikke, hvad der sker, når de nuværende og tidligere fremrykninger og andre aktiviteter er forbi, siger Lars Storr-Hansen.

Svensk niveau ønskes

Lars Storr-Hansen efterlyser ikke mindst, at BoligJobordningen blev udvidet til svensk niveau og fik lov til at køre nogle år, så man kunne konstatere, om ikke det reelt er en god forretning for staten i form af færre udgifter til dagpenge og højere indtægter fra sort arbejde der er gjort hvidt. Den udvikling der er iagttaget i Sverige, hvor man har tjent 1½ kroner for hver krone ordningen koster:

- Desværre er der ikke meget i den nuværende situation, der tyder på, at det går i den rigtige retning fra 2013. De seneste konkurstal viser, at hver 10. virksomhed i byggeriet med mere end 20 ansatte nu er gået konkurs, siger Lars Storr-Hansen.

Han erkender også, at problemerne med udenlandske virksomheder, der konkurrerer på unfair vilkår, bidrager til den danske byggesektors problemer:

- Virksomheder, der ikke betaler deres moms og skat eller konkurrerer på dårligt arbejdsmiljø, skaber en dårlig konkurrence. Samtidig oplever vi, at boligejernes betalingsvillighed ændrer sig, så de ret konsekvent efterspørger arbejde til den laveste pris. Det giver en virkelig udfordring for bygge- og anlægsbranchen, slutter Lars Storr-Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094