Kommunale grundpriser i frit fald
Desperate kommuner vil af med gamle grunde store fald mange steder
Således er der kommuner, der nu dropper den officielle mindstepris og sælger til højeste bud trods økonomiske tab bare for at få noget kapital hjem.
Langt de fleste steder har der været et massivt prisfald grundet krise og grundmoms.
Tre års fald
En af de kommuner, der har oplevet dette, er Roskilde Kommune, hvor priserne på tre år er faldet med omkring to tredjedele fra 6.000 kroner per kvadratmeter til omkring 2.000 kroner per kvadratmeter.
Projektleder på området i Roskilde Kommune, Peter Krarup, forklarer prisfaldet både med den aktuelle finanskrise, der har medført mindre nybyggeri, og så har kommunen været nødt til at justere prisen ned efter indførslen af den nye grund-moms fra 1. januar 2011.
Men han siger, at de nu så vidt muligt rammer de lokale markedspriser.
- Der er ikke så meget omsætning, som der har været, men det er ikke gået i stå. Vi kan stadig sælge grunde og større parcel-områder, hvor prisen ender på omkring markedsprisen, fortæller han.
Typisk sker handlen ved, at der kommer private bud ind på de større parcel-arealer, og de bud bliver så behandlet først af teknisk forvaltning og endeligt af økonomiudvalget.
Hvis priserne er lave, kan de dog ifølge Peter Krarup forhandles op på markedsniveau.
Intet samlet overblik
Ifølge Kommunerne Landsforening (KL) er der intet samlet overblik over antallet af udbudte kommunale grunde i Danmark og prisniveau. Så det er umuligt at slå fast, hvordan det generelle offentlige prisniveau har udviklet sig.
Men formand i Ejendomsforeningen Danmark, John R. Frederiksen mener, at der i de seneste tre år er sket et generelt prisdyk i hele Danmark, undtagen de større byområder, der ekspanderer eksempelvis Købehavn.
- Det er svært at sige noget eksakt omkring, men det virker til, at man eksempelvis i København kan holde grundpriserne på et rimeligt niveau, mens man mange andre steder i Danmark er nødt til at sænke prisen voldsomt for at få dem solgt, siger han.
Og det har ramt en række kommuner, der under bygge- og boligboomet udstykkede og byggemodnede på fuld kraft.
Men køberne forsvandt, og i dag kan man i mange provinsbyer se byggemodnede områder med rækkevis af grunde, der står klar med rør og fjernvarmetilslutning stikkende op af jorden.
Det stigende antal usalgbare grunde har nu fået flere kommuner til at bryde med det såkaldte mindsteprisprincip.
Mindsteprisen er den pris, som kommunen skal have for at holde udgifterne hjemme.
Men det har man nu nogle steder droppet og sat grundene på auktion for højeste bud. I princippet kan man sælge for en krone, hvis det er buddet. Men den endelige beslutning skal dog omkring de lokale politikere.
I Sønderborg Kommune har de valgt denne strategi i forhold til 24 udstykkede grunde, der har været til salg mere end fem år.
Passiv kapital
Kommunikationschef i Sønderborg Kommune, Kristian Pallesen, forklarer, at kommunen har besluttet at komme af med de 24 grunde, da de er for dyre at ligge inde med, da det er passiv kapital.
- Udstykningerne stammer fra en tid, hvor der var anderledes gang i byggeriet, men det har ændret sig, og vi må sande, at de ikke er nemme at komme af med. Derfor kan alle nu byde på dem, og så må vi se, hvad der kommer af bud, og det skal så efterfølgende besluttes af kommunen, om handlen går igennem, siger han.
De 24 grunde ligger primært på Als og stammer fra en tid, hvor egnens fremtidsperspektiver var anderledes lovende.
Efterfølgende har der været store fyringsrunder på nogle af de store virksomheder i området, som Danfoss og Linak, og det betyder, at boligefterspørgslen er faldet.
I forbindelse med det nye udsalg i Sønderborg lægges der også op til, at de eksisterende husejere eventuelt kan købe en nabogrund.
De kommunale udsalg generer ikke formanden i Ejendomsforeningen Danmark.
- Det er klart, at hvis kommuner dumper priserne, kan det påvirke det generelle prisniveau, men jeg tror ikke, det er udbredt, og det sker kun i tilfælde, hvor der ikke andre muligheder, John R. Frederiksen.