Arkitektforlig godkendt
Stort ja fra både arbejdsgivere og lønmodtagere til ny arkitekt-overenskomst
I Danske Ark stemte 98 procent af medlemmerne for forårets overenskomstforlig.
Der var også overbevisende opbakning fra de tre fagforbund. Hos Arkitektforbundet stemte 70 procent ja til forliget, mens 78 procent af Konstruktørforeningens medlemmer og 67 procent af Teknisk Landsforbunds medlemmer stemte ja.. Stemmeprocenten i forbundene var imellem 55 og 65 procent.
Resultatet, der blev offentliggjort torsdag formiddag, var imødeset med spænding, idet der er tale om en nyskabelse med et nyt lønsystem, der ikke giver garanti for automatiske lønstigninger.
Parterne udtrykker tilfredshed med den solide opbakning.
Med parternes afstemning er en varslet konflikt afblæst. Overenskomsten træder i kraft 1. april i år.