23948sdkhjf

Fortsat lav ledighed i byggeriet

BAT-kartellet forventer, at forliget om Landsbyggefonden holder hånden under beskæftigelsen i 2015
Der er fortsat masser af aktivitet i byggeriet, og det afspejler sig i ledigheden blandt landets håndværkere og bygningsarbejdere.

Ledigheden i november er 4,9 procent. Det er en smule højere end i oktober, men 1,3 procentpoint under november sidste år, hvor ledigheden var 6,2 procent. Det fremgår af BAT-kartellets opgørelse baseret på tal fra de relevante arbejdsløshedskasser.

Ikke siden 2008 har byggeriets ledighed været under fem procent i november. Allerede året efter var ledigheden oppe på 11 procent.

Siden er ledighedskøen blevet successivt kortere samtidig med, at en række håndværkere og bygningsarbejdere har forladt byggeriet til fordel for andre brancher. Mens der i 2009 således var 113.000 ledighedsforsikrede bygningsarbejdere er tallet i år nede på cirka 85.000.

- Derfor er der mange at trække på, hvis der pludselig atter virkelig skulle komme gang i aktiviteten. Der er mange håndværkere, der søger til andre brancher, når der er krise, som er klar til at vende tilbage til byggeriet, hvis der bliver brug for det. Derfor er der absolut ingen grund til at frygte overophedning, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.

Han henviser til, at regeringen længe fastholdt en voldsom reduktion af puljen til Landsbyggefonden med frygt for overophedning af byggebranchen.

En enkelt ubekendt

Netop forliget omkring Landsbyggefondens ramme til renovering giver Gunde Odgaard en vis optimisme i forhold til aktivitetsniveauet også i 2015. Et bredt flertal blev i sidste måned enig om, at rammen i både 2015 og 2016 bliver på 4,2 mia. kroner.

- Tilsagnet har multiplikatoreffekt, idet de lokale boligselskaber også smider penge i renoveringsprojekterne. Der er kun fordele ved at give Landsbyggefonden en høj ramme. Ud over at det giver nyttig beskæftigelse, giver det nogle tiltrængte forbedringer af nedslidte boliger og ofte også store energibesparelser, siger han.

Med hensyn til byggeriets beskæftigelse på den anden side af nytår er afskaffelsen af Boligjobordningen den store ubekendte.

- Langt det meste af aktiviteten er ikke afhængig af Boligjobordningen, men en eller anden effekt for virksomhederne i forhold til privatkunder vil der nok blive. Vi tror imidlertid ikke, at effekten bliver så voldsom. Vi hverken håber eller tror, at der sker et stort dyk i aktiviteten, siger Gunde Odgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111