Borgmestre håber på stormflodshjælp
Det er tvingende nødvendigt, at staten er med til finansieringen af en ny effektiv stormflodsikring, mener Frederikssund-borgmester
Ifølge et skitseprojekt fra Rambøll vil en effektiv sluse nord for Kronprins Frederiks Bro, koste forventet 130 mio. kroner, for en løsning, der effektivt kan beskytte husene i den sydlige del af Roskilde Fjord.
Og det er for dyrt, mener de fire borgmestre.
Tvingende nødvendigt
De henviser til, at staten bidrager med midler til kystbeskyttelse på den jyske vestkyst.
Det samme bør ske her, mener Frederikssunds borgmester John S. Andersen (V), som Licitationen - Byggeriets Dagblad forgæves har søgt at få en kommentar fra.
Til Frederiksborg Amts Avis forrige lørdag siger han imidlertid om sagen:
- Vi er nødt til at have en statslig medfinansiering. Egedal og Roskilde er mere ramt af problemer ved Værebro A, og jeg kan godt forstå, at Roskilde vil bruge penge på at sikre der. Men det er tvingende nødvendigt, at vi gør noget, siger borgmesteren, der ifølge avisen vil søge at skaffe politisk flertal for at finde 100 mio. kroner over fem år til projektet.
- Vi kan ikke risikere, at Frederikssund by igen bliver oversvømmet.
Rambølls projekt består af en pontonsluse cirka 15 meter nord for broen.
Når slusen aktiveres, bliver der pustet luft ind i pontonen, mens en spunsvæg på diget og langs kysterne skal sikre, at vandet ikke løber bagom, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Sikring ligget brak
Og måske haster det. Til Ingeniøren i oktober 2014 sagde Eske Groes, kontorchef i Kommunernes Landsforening (KL) Teknik og Miljø, blandt andet:
- Sikringen af Danmarks kyster har i årevis ligget brak, men stormen Bodil, der hærgede samtlige 7.300 kilometer dansk kyst, fik borgmestrene i mange af de kommuner, som hidtil har været forskånet for, at havet kom væltende op i gaderne, til at vågne op. Med ét syntes mange borgmestre, at det var på tide at gøre noget ved kystbeskyttelsen.
KL ser derfor "en totrinsraket" for sig. Første trin er planlægningsindsatsen.
- Vi har foreslået, at loven gør det klart, at det er kommunerne, der skal planlægge kystbeskyttelsen. Uden en overordnet planlægning risikerer indsatsen at blive lappeløsninger, og lodsejerne at ryge i totterne på hinanden.
Ifølge Ingeniøren er det i dag stort set kun lodsejerne, der årligt yder en flercifret millionindsats for at sikre de danske kyster. Desuden finansierer staten årligt en 90 millioner kroner dyr sandfodring på en 120 km lang strækning af den jyske vestkyst.