Bygningsministeriet er bedst til at udbyde sine opgaver
Store forskelle i ministeriernes konkurrenceudsættelse af opgaverne
Næsten to tredjedele af alle ministeriets opgaver blev i 2013 udsat for konkurrence. Det fremgår af statusopgørelse over det offentliges konkurrenceudsættelse af opgaverne udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Opgørelsen viser, at der er meget store forskelle på, hvor meget de enkelte ministerier udbyder deres forskellige opgaver. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er med godt 63 procent konkurrenceudsættelse nummer et fulgt af Transportministeriet, hvor 55 procent af opgaverne i 2013 blev udsat for konkurrence. En konkurrenceudsættelse på over 40 procent har også Miljøministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Mindst konkurrenceudsættelse finder man i Udenrigsministeriet og Statsministeriet med under 20 procent af opgaverne.
Af fremgår af statusopgørelsen, at de forskellige ministeriers opgaveporteføljer muliggør forskellige grader af inddragelse af private leverandører i opgaveløsningen.
"Derfor er det ikke nødvendigvis muligt eller fordelagtigt for alle ministerieområder at opnå konkurrenceudsættelsesgrader på niveau med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet eller Transportministeriet", hedder det i opgørelsen.
Mest konkurrence i Syddanmark
I 2013 skabte staten konkurrence om opgaver til en samlet værdi af 22 mia. kroner af udbudsegnede opgaver for i alt 76 mia. kroner. Det svarer til en konkurrenceudsættelsesgrad på knap 29 procent. Det er en stigning på knap tre procentpoint siden 2009.
Regionerne sendte i 2013 opgaver for 19 mia. kroner i udbud. Det svarer til 21 procent i konkurrenceudsættelsesgrad og er på niveau med de seneste år. Mest konkurrence er der om opgaverne i Region Syddanmark og Region Sjælland.
Kommunerne konkurrenceudsatte opgaver for 58 mia. kroner i 2013, hvilket svarer til 26 procent af de udbudsegnede opgaver. Det dækker dog over store forskelle mellem de enkelte kommuner, fra 17 procent i Ærø Kommune til 42 procent i Gribskov.
"Det er ikke afgørende, om konkurrencen fører til, at de offentlige opgaver løses af private virksomheder eller af det offentlige selv. Men konkurrence kan medvirke til at indfri potentialer for effektivitet, kvalitetsudvikling og nytænkning af den offentlige sektor", hedder det i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens sammenfatning.