Kommuner snyder sig selv ved udbud
Kommunerne vinder to af tre opgaver, når de afgiver kontrolbud på opgaver inden for vej- og parkområdet - men kun få kommuner laver kontrolbud
Det er en blandt flere konklusioner på en analyse af omfanget af og erfaringer med kontrolbud i forbindelse med udbud af offentlige opgaver, som Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har gennemført.
Af analysen fremgår, at der afgives meget få kontrolbud om året sammenholdt med antallet af udbud, der gennemføres, hvor det er muligt for ordregiver at afgive kontrolbud.
I løbet af to år fra 1. april 2012 til 31. marts 2014 er der ved kortlægningen identificeret 51 udbud, hvor der er afgivet kontrolbud. I omkring halvdelen af udbuddene, hvor der afgives kontrolbud, er det kontrolbuddet, der vinder.
Der afgives flest kontrolbud på vej- og parkområdet og på rengøringsområdet. Det kan skyldes, at der er tale om opgaver, som offentlige ordregivere typisk selv kan løfte. På vej- og parkområdet er der i perioden gennemført 19 kontrolbud. I de 12 tilfælde er opgaven beholdt internt hos den ordregivende myndighed.
Set i lyset af de mange kontrolbud, der vindes på vej- og parkområdet, kan der argumenteres for, at kontrolbud på dette område kan fylde meget blandt leverandørerne i markedet", hedder det i analysen.
Får skarpere priser
I forbindelse med analysen er samtidig gennemført casestudier i syv kommuner, hvor der politisk har været ønske om at afgive kontrolbud. I fire af kommunerne oplyses det, at det sker af hensyn til medarbejderne, fire kommuner peger på at der afgives kontrolbud for at teste egen organisation, mens tre kommuner afgiver kontrolbud for at bibeholde muligheden for at fastholde egen kapacitet af hensyn til at sikre forsyningssikkerheden fremadrettet.
Kommunerne mener, at kontrolbud skærper konkurrencen om den udbudte opgave, idet de private tilbudsgivere byder ind med skarpere priser", ligesom kommunerne oplever, at der kommer effektiviseringsgevinster, når kontrolbuddet vinder.
Chef for Udbudsportalen i KL Rikke Haahr mener, at man skal vurdere antallet af kontroludbud i forhold til, hvor mange steder det er relevant.
- Ved udbud af eksempelvis vej- og parkopgaver er det kun relevant ved førstegangsudbud, mens man fortsat har eget mandskab til at løse opgaven. Når visse kommuner afstår fra at afgive kontrolbud kan det også hænge sammen med, at det kræver ressourcer at afgive bud, og at man skal have en realistisk chance for at løse opgaven, siger hun.
Godt med fokus
Dansk Byggeri glæder sig over, at der er fokus på området med kontrolbud.
- Set med virksomhedernes øjne er ét ukorrekt kontrolbud fra en offentlig myndighed ét for mange. Vi hæfter os ved de problemer, som analysen fremhæver. De bekræfter de erfaringer, som medlemmer af Dansk Byggeri oplever i forhold til at sikre fair vilkår for konkurrence, når kommunen byder på egne opgaver, siger erhvervspolitisk konsulent Lea Stentoft.
Hun bemærker at analysen registrerer flere tilfælde, hvor kommunerne ikke har overholdt lovgivningen på området. Det vækker bekymring i lyset af, at kommunerne vinder to ud af tre opgaver på vej og parkområdet.
- Det er klart utilfredsstillende, at flere kommuner ikke lever op til kontrolbudsbekendtgørelsen. Det skævvrider ikke bare konkurrencen, men skaber også usikkerhed i markedet og kan fejlinformere om de reelle omkostninger, siger Lea Stentoft og gør opmærksom på, at også skatteborgerne taber, hvis det viser sig, at det kontrolbud, der vinder, ikke er det billigste, når alt regnes med.