Anlægsnyt
STEVNS: Stevns Kommune har besluttet at udarbejde en ny lokalplan for et solfangeranlæg ved Gartneriet Østervang.
Den 29. oktober inviterer kommunen til informationsmøde om de fremtidige planer med området.
KALUNDBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune har besluttet, at der skal gives mulighed for at etablere et 80 hektar stort solcelleområde på Asnæs. Det er sket med vedtagelsen af et kommuneplantillæg og en lokalplan med tilhørende VVM og Strategisk miljøvurdering for et solcelleanlæg på Asnæs.
Lokalplanforslagets formål er at sikre områdets anvendelse til solcelleanlæg med tilhørende tekniske installationer og tilhørende faciliteter til fårehold.
REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP: Ballerup Kommunalbestyrelse har på sit møde på mandag blandt andet et punkt om trafiksikkerhedsprojekter på dagsordenen.
Som led i arbejdet med trafiksikkerhed har Teknik og Miljøudvalget tidligere besluttet, at mulighederne for at øge trafiksikkerheden på udvalgte steder skal undersøges med henblik på at udføre konkrete anlægsprojekter, og Center for Miljø og Teknik har nu udarbejdet et anlægsoverslag på følgende projekter:
Vestbuen/Grantoften i Ballerup, hvor der planlægges etablering af en hævet flade med rød asfalt og nedregulering af hastigheden, etablering af et Torontoanlæg og to ekstra dynamiske hastighedstavler, til sammenlagt 860.000 kroner.
Åbyvej i Skovlunde, hvor der er planer om at opsætte otte zone-tavler, lave indsnævringer med mere ved hver indkørsel til området samt etablere tre hastighedsdæmpende foranstaltninger til sammenlagt 565.000 kroner.
Sømosevej i Skovlunde, hvor der skal laves noget tilsvarende som på Åbyvej. Her er udgiften anslået til 480.000 kroner.
Harrestrupvej i Skovlunde, hvor der er planer om anlæg af helle og etablering af en sideudvidelse med mere til sammenlagt 580.000 kroner.
Den samlede udgift for de nævnte anlægsprojekter er således opgjort til cirka 2.500.000 kroner, som kommunalbestyrelsen nu bliver bedt om at anlægsbevilge.