Søfartsmuseet og Den Blå Planet kæmper om arkitekturpris
Sammen med tre andre finalister er de to danske byggerier med i kampen om at blive årets bygning.
Det er hjemmesiden ArchDaily, angiveligt verdens mest besøgte arkitektur-site med over 300.000 daglige besøgende, som uddeler Building Of The Year Awards i en god håndfuld kategorier.
En af dem er Kultur-Arkitektur, og her er M/S Museet for Søfart i Helsingør, tegnet af Bjarke Ingels Group, en af de fem finalister i årets felt, skriver Helsingør Dagblad.
På museet, der åbnede i oktober sidste år, glæder man sig over den opmærksomhed og ikke mindst den omtale, som den slags nomineringer fører med sig.
- Vi oplever allerede nu, at der er udenlandske arkitektstuderende, som er kommet til Danmark alene fordi, de skal opleve arkitekturen i Søfartsmuseet. Da Bjarke Ingels vandt konkurrencen om museet i sin tid, var han ung og lovende.
- Nu er Bjarke Ingels Group et verdensnavn med projekter over hele verden og fans i hele verden, forklarer Camilla Mordhorst over for Helsingør Dagblad.
Det er de registrerede bruger af ArchDaily, som har været med til at stemme M/S Museet for Søfart ind blandt de fem fornemmeste kulturbyggerier omtalt på hjemmesiden i 2013.
Nu skal der stemmes igen, og konkurrencen står mellem kulturcentret i Aserbajdsjan, teatret i franske Cergy, kulturhuset i Miranda do Corvo i Portugal, akvariet Den Blå Planet i København af 3XN og M/S Museet for Søfart af BIG.
På ArchDaily forklares det, at det er ved afstemningen, at de besøgende på hjemmesiden kan udpege og anerkende de vigtigste, mest betydningsfulde og inspirerende projekter.
Over 3500 projekter fra hele verden har været omtalt på ArchDaily sidste år, nu bliver de bedste udvalgt efter brugerne af den pågældende hjemmesides smag og krav.
/ritzau/