Byggenyt
SILKEBORG: Silkeborg Byråd skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om et forslag til lokalplan for Lystruphave Efterskole kan godkendes.
Teknik- og Miljøchefen indstiller, at udvalget drøfter, om lokalplanen skal give mulighed for parkering øst for aktivitetsbygningen, og at forslaget til lokalplan fremsendes til byrådets godkendelse med henblik på vedtagelse og udsendelse i otte ugers høring.
Lokalplanens formål er blandt andet at give mulighed for opførelse af en ny bebyggelse og mulighed for sammenbygning af hovedbygning med aktivitetsbygning.
VIBORG: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune skal på sit næste møde, som er på onsdag, beslutte, om man vil vedtage et tillæg til lokalplan nr. 93A - Område ved Asmild Landbrugsskole endeligt. Tillægget skal gøre det muligt at udvide landbrugsskolen.
Projektforslaget til udvidelsen af Asmild Kloster landbrugsskole er i strid med gældende lokalplan i forhold til bebyggelsens omfang og placering samt bebyggelsens ydre fremtræden. Tillægget giver mulighed for en mindre udvidelse af eksisterende byggefelt mod vest til ny hal og auditorium og giver mulighed for, at det område, som er udlagt til grønt område i gældende lokalplan, også kan anvendes til idræts- og fritidsaktiviteter samt rekreative formål.
BJERRINGBRO: Direktøren for Teknik & Miljø i Viborg Kommune indstiller til Teknisk Udvalg, at det besluttes at sætte gang i planlægningen for tæt/lav boliger ved Stærkærvej i Bjerringbro.
Der foreligger en ideskitse fra Henrik Padkjær A/S til et projekt med tæt/lav bebyggelse i form af opførelse af seks nye boliger ved Stærkærvej i Bjerringbro.
Projektområdet udgør et areal på i alt cirka 3.000 kvm, og projektforslaget indeholder en udstykning af et område i syv grunde til tæt/lav bebyggelse. Da en del af projektområdet er udlagt til åben/lav bebyggelse, kræver projektets gennemførelse, at der udarbejdes et tillæg til gældende lokalplan, der ændrer anvendelse af den del af området. Forvaltningen forventer, at planlægningen kan opstartes i slutningen af dette år, og at et planforslag derefter vil kunne blive endeligt vedtaget midt i 2015. Teknisk Udvalg har sagen til behandling onsdag den 29. oktober.
REGION HOVEDSTADEN
KØBENHAVN: Teknik - og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet godkende, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplan og ændring af kommuneplanrammen med henblik på opførelse af en boligbebyggelse på Scherfigsvej 8. Statens ejendomsselskab, Freja A/S, har sammen med en investor og et udviklingsselskab anmodet om en lokalplan for Scherfigsvej 8, idet selskabet ønsker at opføre en boligbebyggelse på den cirka 13.900 kvm store grund.