Byggenyt
ALBERTSLUND: Albertslund Kommunalbestyrlse har sagt ja til at give en tillægsbevilling på to mio. kroner til inventar og fysisk tilpasning på skolerne i forbindelse med folkeskolereformen.
Alle skoler har givet et bud på, hvordan de kunne tænke sig at indrette sig, så lærerne og pædagoger har mulighed for at forberede sig på skolen. Skolerne ønsker primært at investere i møbler, reoler og skillevægge.
Skolerne har ønsket sig cirka 400.000 kroner yderligere til inventar udover de afsatte to mio. kroner, og herudover er der behov for ekstra strømkabling i forbindelse med lærerarbejdspladserne.
Afdelingen for Skoler & Uddannelse vil inden for rammen finde penge til strømkabling og en del af de 400.000 kroner.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD: Lokalplanen for Karlstrup Kirkes menighedshus i Trylleskov Strand er nu endeligt vedtaget og trådt i kraft.
Lokalplanen åbner mulighed for at Karlstrup Kirke kan bygge et nyt menighedshus kaldet "Kirkens Hus" i den nye bydel Trylleskov Strand.
Lokalplanområdet er en af storparcellerne i Trylleskov Strand, og lokalplanen rummer plads til op til 600 kvm bebyggelse i et plan.
Kirkens Hus skal være cirka 330 kvm og kommer til at bestå af to bygningsfløje med en stor foyer imellem. Huset kan rumme op til 150 personer.
Der er især lagt vægt på at understrege Helhedsplanens idé om at bebyggelsen, lige som de øvrige bebyggelser i området, skal fremstå som en ø. Det vil sige, at grunden skal hæves cirka 70 cm over det omgivende grønne landskab, og at øen skal have en kant, der med beplantning markerer øens overgang til det omgivende terræn.
Der skal anlægges mindst 40 parkeringspladser.
REGION NORDJYLLAND
NIBE: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan, der skal bane vej for opførelse af en sognegård for Nibe og Vokslev sogne i Nibe centrum, umiddelbart nordøst for kirken og kirkeområdet.
Der er indgået en betinget salgsaftale mellem Aalborg Kommune og menighedsrådet om køb af Stenvej 3, og menighedsrådet har også købt Kirkestræde 6 med henblik på, at grunden skal indgå i projektet.
Forslaget til lokalplan vil være fremlagt til offentlig høring frem til 13. august.
REGION MIDTJYLLAND
SKANDERBORG: Skanderborg Byråd har meddelt anlægsbevilling på 8,14 mio. kroner til Hørning Hallen.
Udvidelsen af Hørning Idrætscenter sker i etaper, og første etape bliver en idrætshal med uindrettet kælder og springsal med forberedelse til springgrav med mere.
Skanderborg Byråd besluttede samtidig at opfordre HørningHallen til at følge Skanderborg Kommunes standard for anvendelse af arbejdsmæssige og sociale klausuler ved udbud.